Arne-pensionen i sig selv er ingen »hellig ko« for Danmarksdemokraterne
Der er behov for mere arbejdskraft, siger Danmarksdemokraterne, som gerne vil have flere udenlandske hænder. Partiet er også klar til at se på f.eks. Arne-pensionen, så længe nedslidte stadig kan trække sig værdigt tilbage.
Det er spørgsmål, der kan afgøre valg. Som berører mange danskere. Og som har stor betydning for statskassen:
Hvornår kan man stoppe med at arbejde? Og hvem skal have lov at stoppe tidligere end andre?
Derfor er det værd at spidse ører, når partier taler om det lidt tørre udtryk ”tilbagetrækningsordninger”.
Som nu, når Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne siger, at partiet står fast på at ville hjælpe nedslidte, men ikke har nogen »hellig ko« om, at det skal være på bestemte ordninger såsom Arne-pensionen.