Regeringstoppen kom for at bønfalde velfærdsstatens redningsmænd og -kvinder. Men ikke alle ville lytte
Regeringsledelsens charmeoffensiv rullede torsdag forbi Herning, hvor nogle af velfærdsstatens mest dyrebare kernemedarbejdere er under oplæring. Med sig havde Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Jakob Ellemann-Jensen en bøn, som ikke alle ønskede at høre.
Signe Grundlach trådte storsmilende frem, da statsminister Mette Frederiksen (S) dukkede hovedet ud under midterdøren på sin tourbus og satte skoene på asfalten foran sosu-skolen i Herning.
Den 21-årige social- og sundhedsassistent mødte statsministeren i et kram og bød hende velkommen. Men bag smil og kram skjulte Signe Grundlach en bekymring for de mål, som hun ved, at regeringen har for sådan nogle som hende.