Nu kommer regeringens plan for at forbyde koranafbrændinger
Lige siden regeringen sagde, at den ville standse koranafbrændinger i særlige situationer, har der været gættet på, hvordan det juridisk skal ske.
Fredag vil regeringen fortælle, hvordan koranafbrændinger skal forbydes.
Kilder bekræfter over for Jyllands-Posten, at regeringen vil præsentere dens forslag på et pressemøde på Christiansborg kl. 11.30.
Her vil justitsminister Peter Hummelgaard (S), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og vicestatsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) desuden svare på spørgsmål.
Forslagets formål er at »gribe ind over for forhånelser, der kan have væsentlige negative konsekvenser for Danmark,« skriver Justitsministeriet i en officiel indkaldelse.
Lige siden regeringen for fire uger siden første gang meddelte, at den ville finde en metode til at standse koranafbrændinger i særlige situationer, har der været gisnet om, hvordan indgrebet præcis skulle skrues sammen.
Dels for ikke at ramme for bredt, dels for at blokere for netop dé koranafbrændinger, som regeringen ville standse.
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har beskrevet opgaven som en »juridisk nålestiksoperation,« der specifikt og »kirurgisk præcist« skal standse gentagne koranafbrændinger foran eksempelvis udenlandske ambassader, hvis eneste formål er at skabe ustabilitet og provokere andre lande. Og dermed skade danske interesser.
»Vi ønsker med en klar præcision at sige, at det ikke skal være muligt igen og igen at håne fremmede lande,« sagde ministeren tilbage i juli.
Samtidig understregede Hummelgaard, at blasfemi generelt ikke skal forbydes, som det tidligere har været i Danmark.
Regeringen i kraftig modvind
På Christiansborg er regeringen dog i modvind fra start. Det eneste parti, der har bakket op om et evt. forbud, er Alternativet, mens De Radikale er uafklarede.
Alle andre partier har afvist forslaget og kritiseret regeringen for at dreje ind på en farlig glidebane ved at begrænse ytringsfriheden og bøje sig for voldsmænd og religiøse hensyn.
Den seneste tids gentagne afbrændinger af muslimernes hellige bog i Danmark har udløst voldsom vrede i flere muslimske lande.
Regeringen har taget skarp afstand fra afbrændingerne, som ifølge PET har medført »betydelig negativ opmærksomhed« fra militante islamister og ført til en »skærpet terrortrussel« mod Danmark.
Det er den samme lille gruppe personer, der står bag stort set alle demonstrationerne.
Da regeringen sidst i juli meddelte, at der skulle findes et juridisk værktøj til at forbyde afbrænding af koraner i særlige situationer, beskrev Udenrigsministeriet planen således:
»Regeringen vil derfor se på mulighederne for i særlige situationer at gribe ind over for forhånelser af fx andre lande, kulturer og religioner, som kan have væsentlige negative konsekvenser for Danmark, herunder ikke mindst sikkerhedsmæssige. Det skal selvfølgelig ske inden for rammerne af den grundlovssikrede ytringsfrihed og på en måde, som ikke ændrer på, at ytringsfriheden i Danmark har meget vide rammer.«
Du kan få seneste nyt om sagen i vores liveblog her: