Fortsæt til indhold
Politik
Artiklen opdateres

Den skærpede grænsekontrol bliver ophævet

Det er ikke længere nødvendigt med en særlig skærpet grænsekontrol, vurderer Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Tirsdag nat bliver den midlertidige skærpede indsats ved de danske grænser ophævet, oplyser Rigspolitiet.

Den særligt skærpede grænsekontrol blev indført den 3. august i lyset af en skærpet trussel mod Danmark efter den seneste tids mange koranafbrændinger, som har udløst stor vrede i flere muslimske lande.

Ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) var den ekstra kontrol en nødvendig sikkerhedsforanstaltning, der skulle bidrage til at forhindre personer, som udgør en trussel mod Danmarks sikkerhed, i at rejse ind i landet.

PET vurderer, at den nuværende sikkerhedssituation ikke længere kræver en skærpet grænsekontrol, og derfor ophæver Rispolitiet indsatsen, fremgår det af en pressemeddelelse.

Konkret bliver den skærpede kontrol ikke forlænget, når den planmæssigt udløber ved midnat mellem tirsdag og onsdag.

Tilbage til normal

Fra onsdag vender grænseindsatsen ved de dansk-tyske grænseovergange således tilbage til det niveau, den havde frem til den 3. august. Det betyder formentlig, at det er slut med køer ved grænseovergangene, som man ellers har kunnet opleve, mens politiet har taget ekstra mange bilister og rejsende ud til paskontrol.

Samtidig betyder ophævelsen, at grænsekontrollen mod Sverige og Norge ophører. Dette gælder både for Øresundsbroen og for diverse færgeovergange og lufthavne.

Politiet er dog parat til at genindføre kontrollen, hvis situationen kræver det, understreger chefpolitiinspektør i Rigspolitiet Peter Ekebjærg i en pressemeddelelse:

»Politiet og PET holder fortsat et vågent øje med den aktuelle sikkerhedssituation, og hvis situationen tilsiger det, er vi klar til at iværksætte initiativer med henblik på at beskytte landets sikkerhed,« siger han.