Fortsæt til indhold
Politik

Professor ser nem vej til afbrændings-straf: Kollega ser glidebane for sig

Regeringen vil indføre bestemmelse mod koranafbrænding, men to prominente jurister er uenige om fornuften i det.

/ritzau/

Risikerer vi en ytringsmæssig glidebane, eller er det et fornuftigt indgreb, når regeringen vil kigge i jurahåndbogen for at sætte en stopper for koranafbrændinger foran udenlandske ambassader?

Spørgsmålet skaber uenighed mellem to fremtrædende juridiske professorer.

Det er rimelig simpelt at skrue en bestemmelse sammen, der straffer afbrændinger af koraner - og andre hellige skrifter og genstande i det hele taget, siger på den ene side Sten Schaumburg-Müller, juraprofessor på Syddansk Universitet.

Han anerkender, at det er et indgreb i ytringsfriheden, men mener stadig, at en sådan bestemmelse vil have sin ret.

- Det vil efter min vurdering være et begrænset og derfor lovligt indgreb.

Bestemmelsen skal gælde alle hellige skrifter og ikke kun koranen, påpeger professoren, der siger, at en ny bestemmelse formentlig vil blive meget snæver og have en række praktiske hensyn, blandt andet at undgå sikkerhedsrisici og tumult.

Jens Elo Rytter, professor i forvaltningsret på Københavns Universitet, er af en anden holdning. Han mener ikke, det er ligetil at skabe et værktøj til at stoppe koranafbrændingerne.

- Det at kritisere en religion er fuldt lovligt. Vi afskaffede jo blasfemiparagraffen i Danmark i 2017.

- Blasfemiparagraffen var længe meget kontroversiel, og det var også det, der førte til afskaffelsen.

Blandt andre LA-leder Alex Vanopslagh har udtrykt bekymring for, at der kan blive tale om en glidebane, og at det kan åbne for flere indgreb i ytringsfriheden.

Det argument kan Jens Elo Rytter godt følge.

- Begynder vi - og det er der tale om her - at sige, at ytringsfriheden kan begrænses af hensyn til bredere danske diplomatiske, handelsmæssige og sikkerhedsmæssige interesser i udlandet, kan jeg godt forestille mig, at der kommer andre problematiske indgreb.

- Eksempelvis hvis man pludselig ikke må brænde billeder af af udenlandske ledere eller holde demonstrationer, hvor man kritiserer andre.

Sten Schaumburg-Müller ser anderledes på det. Han fortæller, at han selv var fortaler for at afskaffe blasfemiparagraffen i sin tid, der havde en meget bred ordlyd om at beskytte religiøse følelser.

- Det var, fordi den havde den her brede formulering. Men at man indfører en meget begrænset ting her, som siger, at man ikke må brænde koraner af, ser jeg ikke nødvendigvis lede nogle andre steder hen, siger han og afviser helt glidebane-argumentet.

- En glidebane synes jeg ikke, det er. Der er masser af ting, vi ikke må. Vi må ikke dele børneporno, og vi må ikke skælde andre ud for at være mordere.