Tidligere minister Mette Gjerskov er død
Tidligere minister og mangeårigt folketingsmedlem for Socialdemokratiet Mette Gjerskov er død, 56 år gammel.
Socialdemokraten Mette Gjerskov er død efter længere tids sygdom.
Det oplyser hendes familie.
»Det er med stor sorg vi må meddele, at Mette Gjerskov, vores elskede familiemedlem, datter og søster, døde i går (mandag, red.) efter lang tids sygdom,« lyder det i en udtalelse fra familien.
»Vi vil mindes hende for hendes kærlighed, sociale engagement, redelighed og mod.«
Mette Gjerskov blev 56 år.
Hun sad i Folketinget fra 2005 valgt i Roskilde, og i løbet af sin lange karriere nåede hun blandt meget andet at være minister for fødevarer, landbrug og fiskeri fra 2011 til 2013 under Thorning-regeringen.
Hun var kendt som en politiker med et stort hjerte, der ikke var bange for at gå sin egen vej og stå fast på, hvad hun mente.
For eksempel var hun det eneste folketingsmedlem fra Socialdemokratiet, der gik imod partilinjen og stemte nej til tildækningsforbuddet – populært kaldet burkaforbuddet – i 2018. Det kostede hende posten som partiets udviklingsordfører.
»Det er den pris, jeg har betalt for at sige min mening,« sagde hun dengang.
Sygemeldt med smerter
Hun var uddannet agronom fra landbohøjskolen, og blev derefter ansat som embedsmand i Fødevareministeriet.
I politik nåede hun bl.a at være formand for Udenrigspolitisk Nævn og Europaudvalget og næstformand for S-folketingsgruppen. Hun var partiets miljøordfører mellem 2019 og 2022.
Gjerskov blev første gang sygemeldt i 2021, og igen i februar 2022. I den forbindelse meddelte hun, at hun i nogle år havde døjet med alvorlige smerter som følge af omfattende nervebetændelse. Hun fik formelt orlov fra Folketinget i maj.
Hendes partifælle, Magnus Heunicke (S), er uendelig trist over hendes død, skriver han på Twitter:
»Jeg har været stolt over at arbejde sammen med Mette. Både i godt vejr og storm har Mette været enestående i sit udsyn, sin ordentlighed og den solidaritet, som har været hendes adelsmærke. Ære være hendes minde.«