Fortsæt til indhold
Politik

S-minister før 1. maj: Forhold til fagbevægelsen er som et ægteskab

Modsat andre socialdemokrater skal Peter Hummelgaard tale hos fagbevægelsen på arbejdernes kampdag.

/ritzau/

- Et solidt ægteskab, hvor man godt kan blive lidt sure på hinanden en gang i mellem, men når alt kommer til alt, har man både de gode tider at se tilbage på og ikke mindst de bedste år foran sig.

Sådan beskriver justitsminister Peter Hummelgaard (S) forholdet mellem Socialdemokratiet og Fagbevægelsen før arbejdernes internationale kampdag mandag.

Lige nu må ægteskabet unægteligt være i en fase, hvor parterne er uvenner.

Det historisk tætte bånd mellem fagbevægelsen og det gamle arbejderparti, Socialdemokratiet, har fået alvorlige ridser i lakken, efter at regeringspartiet afskaffede store bededag som en helligdag.

Som konsekvens vil socialdemokratiske politikere i langt mindre grad være at finde på talerstolen til fagbevægelsens markeringer.

Eksempelvis kommer ingen folketingspolitikere fra Socialdemokratiet til at tale hos Fagbevægelsens Hovedorganisations (FH) 17 lokalafdelinger i år.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) skal dog møde arbejderne ansigt til ansigt fra talerstolen.

Den tidligere beskæftigelsesminister skal eksempelvis som traditionen tro holde tale hos 3F i Kastrup.

- Jeg tror, at det langt hen ad vejen bliver, som det plejer, siger Peter Hummelgaard.

- Forholdet mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen er langt, historisk og tæt. Vi har gennem snart 150 år udviklet et meget tæt værdifællesskab, og der har også været adskillige gange gennem det 150 år lange forhold, at bølgerne er gået højt, og man har været uenige om konkrete ting i dagens og vejens politik.

Store bededag kommer dog til at blive et tema 1. maj. Justitsministeren vil selv bringe det op i sin tale.

- Vi er nødt til at tage det up front og stå på mål for de beslutninger, vi har truffet.

- Det er ikke alle, der er lige glade for det – det er helt åbenlyst. Men der er ikke nogen grund til heller at træde rundt om den varme grød, siger han.

Spørgsmål: Vil du stadig sige, at Socialdemokratiet er arbejderpartiet i Danmark?

- Det er vi i allerhøjeste grad.

- Når man ser på, hvor høj en andel af almindelige lønmodtagere, der stemmer på os, så er vi det suverænt største arbejderparti. Vi er et parti for alle, men med et helt særligt øje for lønmodtagernes grundlæggende udfordringer og vilkår.

Derfor vil der i Peter Hummelgaards tale også være en ”sejrsparade” over senere års ”resultater”, der i ”høj grad også kommer fagbevægelsens medlemmer direkte til gavn”.