Professor har et forslag, der kunne have givet minksagen en helt anden udgang
Slagsmålet om statsminister Mette Frederiksens juridiske ansvar i minksagen blev langstrakt, kaotisk og endte i løftebrud. Professor har et forslag, der kan sikre, at det ikke sker igen. Partier står klar til at ændre loven.
En eftermiddag i december var det slut.
Lars Løkke Rasmussen (M) tog det første skridt. Jakob Ellemann-Jensen (V) fulgte efter. Under regeringsforhandlingerne opgav de deres klare krav fra valgkampen om at få advokater til at vurdere, om statsminister Mette Frederiksen kunne stilles for en rigsret i minksagen. I stedet gik de i regering med hende.
Nu kommer en juraprofessor med et forslag, der kunne have givet sagen en markant anderledes afslutning.
Eller som Jørn Vestergaard, professor emeritus ved Københavns Universitet og tæt iagttager af minksagen, formulerer det i en juridisk artikel om minksagens efterspil:
»Meget af virakken omkring den retlige vurdering af spørgsmålet om statsminister Mette Frederiksens ansvar kunne med fordel været undgået.«
Hans forslag er på én gang meget enkelt, men også potentielt vidtgående.