- Artiklen opdateres
Regeringen afsætter kun en lille pose penge at forhandle om
Forhandlingsreserven er beskeden denne gang, fordi finansloven er blevet forsinket, forklarer regeringen.
Forhandlingsreserven i regeringens finanslovsforslag for 2023 udgør 200 millioner kroner, hvilket er markant mindre end ved tidligere finanslovsforslag.
Det fremgår af regeringens finanslovsforslag for 2023, som bliver præsenteret onsdag på et pressemøde med finansminister Nicolai Wammen (S), fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).
Forhandlingsreserven er den pose penge, som regeringen lægger op til at forhandle med partierne.
Når forhandlingsreserven er så beskeden denne gang, skyldes det også, at årets finanslov er blevet en del måneder forsinket, forklarer regeringen i forslaget.
Det skyldes folketingsvalget 1. november sidste år og den efterfølgende langvarige regeringsdannelse.
- Som følge af folketingsvalget er fremsættelsen af finanslovforslaget blevet betydeligt forsinket, og nye initiativer i 2023 vil derfor kun i begrænset omfang nå at have virkning, står der om forhandlingsreserven i forslaget.
- Dertil mener regeringen, at der i finanslovforslaget er behov for en opstramning af finanspolitikken som følge af den nuværende økonomiske situation.
Da den daværende S-regering 31. august sidste år præsenterede sit forslag til årets finanslov, var der afsat 550 millioner kroner til forhandlingsreserven i år, og det beløb var endda lavt i forhold til tidligere finanslove.
Ofte har reserven udgjort mindst halvanden milliarder kroner.
Finansminister Nicolai Wammen (S) har på forhånd i flere medier varslet en stram finanslov for 2023.
Forhandlingerne om den kommende finanslov vil gå i gang snarest muligt.
Finansministeren regner ikke med, af forhandlingsforløbet bliver meget langt, og at der kan lande en aftale inden længe.
/ritzau/