Fortsæt til indhold
Politik

Claus Hjort Frederiksen kritiserer forløb i lækagesag

Selvom hans immunitet nu er bortfaldet, er der fortsat ikke taget stilling til, om der skal rejses tiltale mod Claus Hjort Frederiksen i sag om læk af statshemmeligheder.

»Der er nu gået over et år, siden jeg blev sigtet,« skriver Claus Hjort Frederiksen i et opslag på Facebook.

Her kritiserer han, at der fortsat ikke er truffet beslutning om, hvorvidt der skal rejses tiltale mod ham i sagen om læk af fortrolige oplysninger.

Siden december 2021 har den tidligere forsvarsminister og frontfigur i Venstre været sigtet for at lække højt klassificerede statshemmeligheder. I maj sidste år vurderede Rigsadvokaten, at der kunne rejses tiltale mod Claus Hjort Frederiksen. Dette krævede dog, at Folketinget stemte for at ophæve hans parlamentariske immunitet. Det var der ikke flertal for, og sagen blev sendt tilbage til Rigsadvokaten.

»Der har den nu ligget i ni måneder,« skriver Claus Hjort Frederiksen på Facebook.

I sit opslag påpeger Claus Hjort Frederiksen, at han ikke genopstillede ved folketingsvalget, og dermed er hans parlamentariske immunitet nu bortfaldet. Det får den tidligere forsvarsminister til at kritisere justitsministeren for at nøle. Det kræver nemlig justitsminister Peter Hummelgaards (S) blåstempling, før der kan rejses tiltale i sagen.

»Der har været fri bane for justitsministeren til at beslutte at følge Rigsadvokatens indstilling om at rejse tiltale. Så mon ikke, justitsminister, at tiden er kommet til at tage sagen ud af syltekrukken,« skriver Claus Hjort Frederiksen.

Samtidig efterlyser han en kommission, der skal granske sagens omstændigheder.

»Hvorfor, hvornår og af hvem blev forløbet i forhold til mig sat i værk?« skriver han.

Det konkrete indhold af sigtelsen mod Claus Hjort Frederiksen er ukendt i offentligheden. Sigtelsen faldt, fem dage efter Claus Hjort Frederiksen i detaljer havde beskrevet et aflytningssamarbejde mellem Danmark og USA i et interview med TV 2. Han mener selv, at sigtelserne er baseret på oplysninger, der tidligere har været ytret i den offentlige debat.

Jyllands-Posten har forsøgt at indhente en kommentar fra justitsministeren. Det har dog ikke været muligt.