Fortsæt til indhold
Politik

Bag lukkede døre er nådesløst magtspil om Venstres fremtid allerede i gang

Analyse: Alle i Venstre holder vejret oven på Ellemanns sygemelding. Men under overfladen er magtspillet om fremtiden allerede i gang.

Hele Christiansborg stod i kø for at sende varme tanker og hjertelige hilsener til Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, efter at han mandag aften sygemeldte sig på ubestemt tid.

God bedring. Det er den rigtige beslutning. Man skal altid lytte til kroppen. Stress kan ramme alle og enhver. Modig beslutning, Jakob.

Sympatiske og uden tvivl ærligt mente reaktioner fra både politiske med- og modspillere.

Men selv om der findes ægte venlighed og omtanke på Christiansborg, så er den brutale og kyniske sandhed også, at der ikke er plads til medlidenhed i lang tid i politik.

Magtspillet står aldrig stille. Under overfladen kører det uafladeligt, og opstår der et magttomrum, får det ikke lov til at stå ledigt længe, men bliver straks fyldt ud af andre.

Allerede nu, få dage efter Ellemanns sygemelding, er de nådesløse tandhjul i Venstre da også allerede begyndt at bevæge sig, og nøgleaktørerne i partiet er begyndt at indtage deres pladser.