Oppositionen vandt det første bededagsslag over regeringen
Analyse: Selv om koblingen til forsvarsforliget er væk, er kampen om store bededag endnu ikke slut.
Da jeg var dreng, skete det indimellem, at jeg ligesom mange andre børn truede mine forældre med at løbe hjemmefra. Hver eneste gang endte det dog på præcis samme måde: Trods mit raseri kom jeg aldrig rigtig uden for matriklen, og jeg var hjemme igen inden aftensmad.
Med min manglende evne og vilje til at gennemføre, hvad jeg havde truet med, forstår man godt, at min far og mor i længden ikke rigtigt tog den slags særligt alvorligt.
For sådan er det naturligvis i alle livets forhold: Trusler eller ultimatummer over for andre fungerer kun, hvis man faktisk er villig til at følge dem til dørs. Ellers er de tomme og virkningsløse. Det gælder over for forældre. Det gælder i parforhold. Og det gælder i politik.
Det bliver i disse uger illustreret eksemplarisk i den højspændte bededagssag på Christiansborg. Her er to forskellige ultimatummer med til at sætte dagsordenen, og de rummer hver især risici for både regeringen og oppositionen. Det ene handler om de kommende forhandlinger om et nyt forsvarsforlig, mens det andet er endnu mere prekært – og måske kan skabe politisk danmarkshistorie.