Fortsæt til indhold
Politik

En god blanding af Chili Klaus, Lykketoft og Svend Auken styrer slagets gang i Aalborg

50 år: I halvdelen af sit liv har sjællænderen Thomas Kastrup-Larsen siddet i Aalborg Byråd – de seneste snart 10 år som borgmester.

På et snusket klubværelse i den aalborgensiske bydel Vejgaard fik Thomas Kastrup-Larsen en oplevelse, der satte sig dybt i ham. En oplevelse, der skulle blive altafgørende for hans fremtid.

»Jens inde ved siden af ville have, at jeg skulle lugte til hans mad for at tjekke, om det var spiseligt. Hans lugtesans var ødelagt af det liv, han havde levet. Og jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var så uværdigt. Det vakte et engagement i mig. Jeg ville gøre noget for de her mennesker.«