- Opdateret 03/12/2022 kl. 18:17
De Konservative melder sig ud af regeringsforhandlingerne
De Konservative melder sig ud af regeringsforhandlingerne. Det meddeler partiets formand, Søren Pape Poulsen, på Facebook.
De Konservative melder sig ud af de igangværende forhandlinger om en ny regering.
Det meddeler partiets formand, Søren Pape Poulsen, lørdag eftermiddag på Facebook.
- Jeg har været oprigtigt interesseret i at se, hvor meget vi kunne nærme os hinanden.
- Men: Når alt kommer til alt, så mener jeg ikke, at det er foreneligt, med de løfter vi gav i valgkampen, og det jeg har sagt om en sådan regering. Politik handler i høj grad også om troværdighed, skriver partiformanden.
Han tilføjer, at indstillingen bakkes enstemmigt op af folketingsgruppen.
Under valgkampen understregede Søren Pape Poulsen, at det på ingen måde kunne komme på tale, at De Konservative skulle indgå i en bred regering efter valget, hvilket Mette Frederiksen (S) og S-regeringen gik til valg på.
Men efter det dårlige valg for både blå blok og De Konservative, som kun fik ti mandater, blødte formanden op og begyndte at tale om, at hans parti kunne indgå i en bred regering.
- Jeg lovede før valget, at uanset hvem der bliver statsminister, så går mit parti konstruktivt til enhver forhandling med ambitionen om at gøre Danmark til et endnu bedre land. Det står jeg ved.
- Men det betyder ikke, at jeg mener, at Det Konservative Folkeparti skal gå i en socialdemokratisk ledet regering med Mette Frederiksen som landets statsminister. Det synes jeg ikke før valget. Og det synes jeg ikke nu, skriver Søren Pape Poulsen.
Søren Pape Poulsen har ikke ønsket at kommentere udmeldingen yderligere. Socialdemokratiet har heller ingen kommentarer til sagen.
Regeringsforhandlingerne har snart været i gang i fem uger. I sidste uge blev Enhedslisten, Alternativet og Nye Borgerlige siet fra.
Med de Konservatives afsked er det Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, SF og Radikale Venstre, der for alvor sidder tilbage ved forhandlingerne. Derudover er Liberal Alliance og Dansk Folkeparti »indtil videre på tilkaldevagt, selv om også de formelt set stadig er med i partikredsen,« lyder den seneste analyse fra Jyllands-Postens politiske analytiker Niels Thulesen Dahl.
I Enhedslisten har folketingsmedlem Peder Hvelplund straks grebet ud efter muligheden for at lægge pres andetsteds i forhandlingerne.
»Så har Konservative droppet tanken om en bred flertalsregering. Hvor længe går der før SF kommer til samme konklusion? Eneste mulighed for at presse Socialdemokratiet til at benytte det rød-grønne flertal,« skriver han på Twitter.
Pernille Vermund har også kommenteret sagen.
»Godt, at De Konservative og Søren Pape melder sig ud af regeringsforhandlingerne. Man skal ikke sælge sin sjæl til en socialdemokratisk statsminister med et katalog af skandalesager på hylderne,« skriver partilederen for Nye Borgerlige på Twitter.
/ritzau/JP