Fortsæt til indhold
Politik

Venstre gik tilbage på 99 pct. af landets stemmesteder

For Venstre var valgnederlaget ikke kun drevet af tabte storbyer, stationsbyer eller landdistrikter. Tilbagegangen var total på stort set samtlige af landets valgsteder. Kun ét sted gik det frem for Ellemann, som nu skal møde sit bagland og svare på et svært dilemma.

Klokken var lige omkring 1, da Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, på valgnatten gik til mikrofonen i Venstres lokale på Christiansborg.

»Valgmatematik er ubarmhjertig. Men vælgerne har talt. Og i et demokrati kan vælgerne aldrig nogensinde tage fejl,« sagde formanden.

Nu viser en sammenligning af Venstres valgresultat med resultatet i 2019 på alle landets lokale valgsteder, hvor ubarmhjertig både matematik og vælgere var ved partiet. Spørger man de lokale Venstrefolk om at pege på en årsag, er der flere forklaringer, der går igen – og et element, som formanden må tage på sin egen kappe.

Tallene viser også, at der ud af landets mere end 1.300 valgsteder kun er ét sted i Danmark, hvor Venstre med sikkerhed kan siges at være gået frem.