Fortsæt til indhold
Politik

Vermund: Mette Thiesen og kæresten har sendt truende beskeder til partiansat

Pernille Vermund anklager tirsdag, i et nyhedsbrev til Nye Borgerliges medlemmer, partikollegaen Mette Thiesen og hendes kæreste for at sende »truende og intimiderende« beskeder til en medarbejder i partiet. Kæresten overfaldt desuden medarbejderen til partiets valgfest.

Mette Thiesen og hendes kæreste har sendt truende besked til en ansat i Nye Borgerliges sekretariat på Christiansborg. Det skriver partiets formand, Pernille Vermund, nu i et nyhedsbrev til partiets medlemmer.

I nyhedsbrevet står der ligeledes, at beskederne begyndte i sommer, men at den ansatte først henvendte sig til partitoppen, da han en søndag i september blev konfronteret på partiets kontor på Christiansborg af Mette Thiesens kæreste. Kæresten havde tiltvunget sig adgang til kontoret, truede medarbejderen og garanterede ham, at han nok skulle få den partiansatte mand fyret. Mette Thiesen blev derefter kaldt til møde med Nye Borgeliges sekretariatschef Lars Eldrup og Pernille Vermund selv.

»Vold og trusler er selvfølgelig helt uacceptabelt på en arbejdsplads, og jeg og sekretariatschef Lars Eldrup indkaldte straks Mette Thiesen til et møde, for at hun skulle få lejlighed til at forklare sig. Desværre ville Mette Thiesen ikke selv tage ansvar for truslerne og chikanen mod vores medarbejder, til trods for at hun så passivt til, da medarbejderen den søndag blev truet af hendes kæreste, og til trods for, at de intimiderende beskeder over telefon, som indgik på alle tider af døgnet, blev afsendt fra hendes sociale medie,« skriver Vermund i nyhedsbrevet.

Som følge af mødet blev Mette Thiesens kæreste forment adgang til Christiansborg og til alle arrangementer, der havde noget med Nye Borgelige at gøre. Mette Thiesen selv blev desuden pålagt at give en undskyldning til medarbejderen.

Den aftale har Mette Thiesen imidlertid ikke overholdt, ifølge nyhedsbrevet, idet hun fortsat har taget kæresten med på Christiansborg og aldrig afgav en undskyldning til medarbejderen.

Situationen eskalerede derefter for nyligt, da Mette Thiesen tog kæresten med til partiets valgfest på valgaftenen, hvor han overfaldt medarbejderen der endte på skadestuen, hvor vedkommende har fået »konstateret hævelse og misfarvning på armen som følge af det voldelige overfald,« som det står i nyhedsbrevet.

Mette Thiesens kæreste er blevet politianmeldt for overfaldet.

»Det er en ganske alvorlig sag, som jeg ad flere omgange har bedt Mette Thiesen om at tage ansvar for at få løst. Desværre er Mette Thiesen ikke parat til at påtage sig ansvaret. Hun mener tværtimod, at løsningen ligger i at afskedige medarbejderen. Det kommer ikke til at ske. Sådan opfører vi os ikke i Nye Borgerlige. Det er ikke ofret, der skal straffes,« skriver Pernille Vermund i nyhedsbrevet om overfaldet på valgaftenen.

Hun oplyser desuden, at den nyvalgte folketingsgruppe har holdt møde i løbet af formiddagen for at drøfte situationen, og at der er indkaldt til ekstraordinært forretningsudvalgsmøde i aften. Det vil være op til partiets hovedbestyrelsesmøde endeligt at træffe en beslutning om, hvad der skal gøres.

Jyllands-Posten har forgæves forsøgt at få fat i Mette Thiesen.