Fortsæt til indhold
Politik

Et historisk hoppende folketing vil trække spor langt ind i valgkampen

Mens valgfeberen stiger i dansk politik, åbner statsministeren det mest løsgående folketing i historien. Det er ifølge eksperter et forvarsel om, hvad der venter under og efter valgkampen, som kan blive udskrevet hvert øjeblik.

Når statsminister Mette Frederiksen tirsdag træder op på talerstolen i Folketinget, holder sin åbningstale kort efter kl. 12 og måske, måske ikke udskriver valg, vil hun kunne skue ud over det mest fortumlede, løsgående parlament i nyere historie.

For der har været uset meget turbulens på pladserne i folketingssalen siden valget i 2019. Og det vil ifølge eksperter trække spor langt ind i valgkampen og frem til de afgørende forhandlinger, hvor der skal dannes en ny regering i Danmark.