Søren Espersen om Nord Stream 2 udtalelser: »Jeg skylder sgu ikke nogen undskyldninger«
Danmarksdemokraternes Søren Espersen tordnede i årevis mod den daværende VLAK-regerings varsomme indstilling overfor Nord Stream 2 projektet. Ovenpå tirsdags hændelser erkender han, at det i bagklogskabens lys var en fejl, men står stadig fast på, hvad han dengang udtalte.
Søren Espersen nægter at krybe til korset.
Det på trods af at den forhenværende DF-politiker, som nu sidder i Folketinget for Danmarksdemokraterne, i årevis harcelerede mod VLAK-regeringen og de daværende oppositionspartier S og R’s bekymringer over anlægningen af Nord Stream 2-gasrørledninger gennem dansk søterritorium.
Selvsamme rør som nu gennem store huller lækker enorme mængder gas ud i Østersøen kort fra Bornholms kyst, som følge af en formodet målrettet sabotageaktion, hvor flere eksperter peger på Rusland som mulig bagmand.
»Det her er en ret banal handelsaftale, hvor tyskerne gerne vil have den russiske gas, og Rusland gerne vil levere. Der er ikke mere i det. Man har gjort det til et storpolitisk spil, hvilket er ganske urimeligt,« sagde Søren Espersen om Nord Stream 2 projektet i 2019 til DR.