Trods dyster melding fra embedsmænd fastholder minister plan for milliarder til minkavlerne
Fødevareministeren afviser at rykke tidsplan for erstatning til minkavlere, selvom regeringens embedsmænd advarer om, at udbetalingerne kan tage flere år længere end forudset. Nu skal embedsmændene udarbejde en ny plan. Men ministeren peger selv på én udfordring, der kan stå i vejen for hans politiske ønske.
»Den går ikke, om igen. Hjem på værkstedet og lav en ny plan«.
Sådan lød det kontante budskab fra fødevareminister Rasmus Prehn til regeringens embedsmænd efter et møde sent onsdag eftermiddag, hvor han og andre politikere blev orienteret om, at milliarder i erstatninger til landets minkavlere kan blive flere år forsinket.
Men selvom der ifølge ministeren er udbredt villighed fra politikerne til at finde flere penge og tage nye initiativer for at forhindre, at erstatningen til minkavlerne bliver forsinkede, så peger han også på en udfordring, der kan gøre det svært.