Fem centrale nedslag fra pressemødet
AFVISER AT GÅ AF: Trods hård kritik fra kommissionen har Mette Frederiksen ikke i sinde at trække sig som statsminister.
”Det er vigtigt at sige, at der ikke er nogen garantier mod, at der bliver begået fejl og slet ikke i en krisetid. Det afgørende må være, hvordan vi reagerer på de fejl (...) Regeringen har ikke på noget tidspunkt dækket over, at der er begået fejl,” forklarede hun.
BARBARA BERTELSEN KAN BLIVE FOR NU: Statsministeren afviste, at tage stilling til, om den hårdt kritiserede departementschef i Statsministeriet, Barbara Bertelsen, skal hjemsendes. Hun har brug for rådgivning, før hun kan besvare det spørgsmål. Hun har dog fortsat tillid til hende, ligesom hun har tillid til de ni andre embedsmænd, som også får alvorlig kritik af kommissionen.
FIRE NYE INITIATIVER: Regeringen fremlagde desuden fire bud på, hvordan lignende situationer i fremtiden kan forhindres. De fire initiativer lyder:
- Rådføringspligt af partier
- Demokratiudvalg
- Opstramme procedure i interne arbejdsgange
- Drøftelse om et lovforberedende udvalg om offentlighedsloven
STØTTER IKKE ADVOKATUNDERSØGELSE: Statsministeren mener ikke, at der skal igangsættes en advokatundersøgelse.
”Mit argument er, at beretningen angående min egen rolle er meget klar og på den baggrund er der ikke grundlag for en rigsretssag,” svarede hun.
AFVISER GROV UAGTSOMHED: Kommissionen har i sin beretning ikke taget stilling til, om Mette Frederiksen begik ”grov uagtsomhed”. Noget, man kan blive dømt for ved ministeransvarsloven.
”Jeg mener ikke, der er grundlag for, at jeg har ageret eller handlet groft uagtsomt,” svarede hun.