Venstres top har ringet og lykønsket Støjberg

Venstres gruppeformand mener, at Inger Støjbergs nye parti øger chancerne for en borgerlig regering. Han vil i princippet gerne skrive under på en vælgererklæring for hende.

Artiklens øverste billede
Inger Støjberg har torsdag lanceret et nyt parti, Danmarksdemokraterne. I den forbindelse er hun taget til den historiske Hvidsten Kro for at tale med medierne. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Venstre er glade for, at tidligere Venstre-næstformand Inger Støjberg nu etablerer sit eget parti, Danmarksdemokraterne.

Det siger partiets gruppeformand, Thomas Danielsen, til Jyllands-Posten.

»Det byder vi varmt velkommen, og jeg har også ringet til Inger og ønsket hende tillykke og god vind og håber, at hun hurtigt får de nødvendige vælgererklæringer, sådan at hun med sit parti kan være en del af blå blok, som har et fælles mål om, at vi skal have en ny statsminister,« siger Danielsen, der principielt ikke har noget problem med at skrive under på en vælgererklæring for Støjberg - men dog ikke tror, han kan nå det.

Inger Støjberg var medlem af Venstre indtil februar 2021, men forlod partiet efter et flertal i Venstre havde stemt for at sende hende for Rigsretten i den såkaldte instrukssag. Her blev hun i december 2021 idømt to måneders fængsel, og kort efter røg hun ud af Folketinget, da et stort flertal fandt hende uværdig som folketingsmedlem.

Hvad er det, man kan få hos Danmarksdemokraterne, som man ikke kan få hos Venstre?

»Det er svært at sige, for hun ikke stiftet sit parti endnu. Men det, jeg har hørt via medierne, er, at hun ikke længere ønsker at blive kaldt liberal, men borgerlig. Og det er klart, at i det kan man jo tænke alt muligt ind. Men der er ingen tvivl om, at Venstre er et liberalt parti, så der bliver formodentligt nogle forskelle. Men det, som jeg bare glæder mig over, er, at vi kan få et godt samarbejde i blå blok, hvor vi har en fælles målsætning om, at vi skal have en ny regering,« siger Venstre-gruppeformanden.

Der er også nogle, der vil mene, at der er kaos i blå blok med så mange partier, og at det bliver sværere at få en borgerlig regering.

»Nej, det tror jeg ikke man kan sige. Jeg tror, at der nu bliver endnu større chance for, at vi får en borgerlig regering, fordi der nu er endnu flere kræfter, som kommer til at arbejde for det. Og det er kun positivt i vores optik. Antallet af partier kører jo op og ned, men Danmark bliver jo trods alt regeret under alle omstændigheder. Det har det historisk gjort,« siger Thomas Danielsen, som mener, at rød blok har et større problem med små partier, der er under spærregrænsen og derfor står til ikke at komme i Folketinget.

Hverken Veganerpartiet, Frie Grønne og Alternativet er pt. over spærregrænsen på 2 pct.

Danmarksdemokraterne skal ifølge Inger Støjberg stå på provinsens side over for de såkaldt fine saloner i København. Hun mener, at der er brug for bedre »forbindelseslinjer« mellem København og resten af landet.

Men det mener Venstre også, understreger gruppeformand Thomas Danielsen:

»Et Danmark i balance er jo også en topprioritet for Venstre, så jeg glæder mig bare til at se, hvad der kommer af konkrete politikker på området, og det gør jeg i begejstring - uanset hvilket parti der foreslår noget, der kan sikre et Danmark i bedre balance, for det er noget af det, vi er meget optagede af.«

Hvor mange vælgere tror du, Venstre kommer til at miste til det nye Støjberg-parti?

»Det kan man jo ikke sige noget om, hvad der vil være af vælgervandringer. Nu tror jeg først man skal se, hvad det er for en politik, der kommer, og så er jeg egentlig ikke så optaget af, hvilke vælgervandringer der vil være. Men der vil jo formentlig være vælgerforandringer både fra rød blok til blå blok og fra det ene parti til det andet parti.«

Du er selv opstillet i Vestjyllands storkreds, og nu kommer der stå et parti, der går ind for en hård udlændingepolitik, og at man også skal lytte til provinsen. Frygter du, at det kan koste din egen plads i Folketinget, at der nu kommer den her konkurrent?

»Nej, det bekymrer jeg mig ikke op. Det er op til vælgerne, om jeg skal fortsætte mit arbejde i Folketinget, men det er jo ikke i strid med Venstres politik på nogen måde – tværtimod – at sikre et Danmark i balance og en hård udlændingepolitik,« siger han.

Hvis nu du her i weekenden er hjemme i Vestjylland og møder nogle af dine vælgere, der siger, at de måske vil stemme på Støjbergs nye parti, hvad vil du så sige for at få dem til at blive i Venstre?

»Jeg ved godt, at der er nogen, der tror, at det at være politiker går ud på, at man går og slår borgerne oven i hovedet for at overbevise dem om, at man selv er genial. Det bruger jeg faktisk ikke kræfter på. Jeg taler med folk om konkrete politikker, og hvis de så synes om dem, så formoder jeg, at de stemmer på partiet.«

Vil du selv skrive under på en vælgererklæring?

»Det har jeg aldrig haft problem med med nogen partier - at skrive under på vælgererklæringer. Generelt så bifalder jeg det. Det er nu ikke noget, jeg har praktiseret, men det vil nu ikke være noget problem at skrive under på en vælgererklæring for f.eks. det her parti.«

Så vil du skrive under?

»Det tror jeg ikke, jeg når, for jeg er på vej til sankthansmøde, og inden jeg kommer hjem derfra, så går jeg ud fra, at de er opstillingsberettigede. Det tror jeg ikke bliver relevant.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.