Fortsæt til indhold
Politik
Artiklen opdateres

LA-leder om unges mistrivsel: Friheden føles som en byrde

For første gang i historien føles friheden som en byrde for unge, siger Alex Vanopslagh i tale på Folkemødet.

/ritzau/

Alex Vanopslagh, politisk leder for Liberal Alliance, brugte sin taletid på Folkemødets hovedscene til at henvende sig til unge i Danmark.

- Vi ser en bekymrende tendens til mistrivsel, stress, angst og depressioner blandt unge, siger han fredag formiddag.

Det er på trods af, at ungdommen er mere privilegeret end nogensinde før, lyder det.

- Alligevel føles den her frihed og muligheder som en byrde for første gang i historien, siger han videre.

- Og det er ikke noget, vi kan lovgive os ud af.

Alex Vanopslagh mener, at der er ”mange årsager” til tendensen med stigende mistrivsel blandt de unge.

Han tror, at det blandt andet handler om en ”perfekthedskultur”.

- Hvis vi ikke er lykkelige hele tiden, så er vi åbenbart nogle fiaskoer.

Og også politikerne har et ansvar, mener Vanopslagh.

- Der er sådan en kamp om at være et offer i politik. Fælles for det hele er, at man lægger ansvaret for sit liv over på andre. Gør man sig selv en tjeneste ved at tro på det?

- Måske skal vi bruge mindre tid på at bebrejde andre mennesker for vores livs lidelser.

Det er både ”de dominerende velfærdsideologier”, ”venstreorienterede identitetsbevægelser” og ”højrepopulistiske nationalister”, der gerne vil gøre mennesker til ofre, lyder det.

I stedet skal danskerne tage mere ansvar for sig selv og andre.

- Valget er faktisk dit. Du kan selv bestemme, hvem du vil være, siger Alex Vanopslagh.