Fortsæt til indhold
Politik

Heunicke: Danmark var ikke godt nok forberedt på corona

Sundhedsministeren understreger vigtigheden af at lære af erfaringerne fra coronakrisen for at være forberedt næste gang, en pandemi rammer.

Danmark var ikke godt nok forberedt, da covid-19-pandemien ramte os i begyndelsen af 2020.

Det erkender sundhedsminister Magnus Heunicke i forbindelse med, at Folketingets Statsrevisorer mandag retter en kritik af danske sundhedsmyndigheders beredskab op til og under coronapandemiens første bølge.

»Danmark var ikke forberedt godt nok på en pandemi med Covid-19, da Danmark sammen med resten af verden blev mødt af en ny virus,« udtaler Heunicke i en skriftlig kommentar til Jyllands-Posten.

»Derfor er det afgørende vigtigt, at Sundhedsstyrelsen og regionerne samarbejder om at opdatere og robustgøre regionernes beredskabsplaner baseret på de konkrete erfaringer fra Covid-19 håndteringen for at sikre, at de danske sygehuse også er forberedt på fremtidige epidemier.«

Statsrevisorerne er Folketingets vagthund og har til opgave at kontrollere, om staten og virksomheder bruger skatteborgernes penge effektivt, korrekt og efter loven.

Revisorerne udtaler mandag kritik af blandt andre Sundhedsministeriet og regionerne for at sygehusberedskabet ikke var forberedt på at håndtere en pandemi, da coronapandemien brød ud i 2020.

Ligeledes får regionerne kritik for ikke at have taget højde for risikoen for en global pandemi i deres beredskabsplaner, selvom Beredskabsstyrelsen har advaret om netop denne alvorlige risiko siden 2013.

Kun Region Nordjylland havde delvist taget højde for risikoen for pandemier som en del af regionens sundhedsberedskabsplan, lyder det.

Statsrevisorerne finder det også »meget utilfredsstillende«, at ingen af de fem regioner havde planlagt, hvordan de ville sikre forsyningen af værnemidler i en pandemisituation. Netop værnemidler var en yderst knap ressource i de første måneder af pandemien.

Magnus Heunicke skriver i sin kommentar til kritikken, at sundhedsvæsenet heldigvis er et helt andet sted i dag, end i 2020.

»Covid-19 krævede en enorm og hurtig omstilling af vores sundhedsvæsen, som vi kan takke vores dygtige medarbejdere i sundhedsvæsenet for.«

»Vores sundhedsvæsen og samfund er i dag langt bedre forberedt med bl.a. lagre med værnemidler, vacciner, test, analysekapacitet til sekvensering og investeringer i forskning og ny vaccineteknologi,« udtaler han.