- For abonnenter
Enigt kontroludvalg med efterretningstjenesterne advarer: Vi er mere et orienteringsudvalg
Folketingets hemmeligste udvalg bør gentænkes. Det mener udvalgets medlemmer, som oplever ikke at kunne yde den kontrol med landets spiontjenester, som omverdenen forventer af dem.
Justitsminister Mattias Tesfaye havde haft sit nye job i lige præcis otte dage, før han tyede til et svar, som i årevis har skudt kritiske spørgsmål fra folketingsmedlemmer vedrørende de danske efterretningstjenester til hjørne.
Svaret kom, da Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, spurgte ministeren til et mystisk besøg i fængslet hos den terrordømte Ahmed Samsam, som hævder at have arbejdet for den danske efterretningstjeneste under sit ophold hos Islamisk Stat.
Ministeren afviste at svare og henviste til, at spørgsmål vedrørende efterretningstjenesterne »hører til i Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne«.
Det er Folketingets mest hemmelige udvalg – i folketingsmunde kaldet Kontroludvalget. Udvalget blev i 1988 oprettet for at have indseende med efterretningstjenesterne: et synonym for kontrol og indsigt.
Men nu advarer udvalget i et fælles opråb om, at udvalget og dermed den demokratiske kontrol med efterretningstjenesterne er ineffektiv og bør gentænkes. Og at netop det ministersvar, som Tesfaye efter blot otte dage på posten benyttede sig af, risikerer at blive brugt som syltekrukke for betændte politiske sager.