LA-leder presser statsministeren: Regeringens politik er vanvidskørsel
LA mener, at det øger inflationen, når regeringen deler check ud til danskere ramt af stigende priser.
Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, kritiserer under tirsdagens spørgetime med statsministeren regeringen for at uddele check til danskerne, uden at de er finansieret.
Han mener, at det er med til at øge den inflation, som netop er årsagen til, at regeringen ønsker at give økonomisk hjælp til nogle danskere.
Faktisk går han så langt som at kalde regeringens politik for ”økonomisk vanvidskørsel”.
- Jeg er glad for, at der er kamera på, for nu har jeg klart og tydeligt advaret statsministeren. Den politik I fører, den øger inflationen, siger Alex Vanopslagh og hentyder til, at spørgetimen bliver sendt i tv.
Senest har regeringen meldt ud, at den ønsker at give 290.000 pensionister, der modtager ældrecheck, en ekstra skattefri check på 5000 kroner. Det er en hjælp til at betale de stigende priser, som inflationen medfører.
Flere økonomer advarer ligesom Alex Vanopslagh om, at det vil puste yderligere til inflationen, når man sender flere penge ud i samfundet på den måde. Der er simpelthen risiko for, at priserne dermed vil stige endnu mere.
Statsminister Mette Frederiksen (S) siger, at hun er bevidst om, at man skal være meget varsom med, hvor meget man træder på speederen.
- Inflationen er kommet tilbage i Europa på grund af det, der sker i Ukraine, og på grund af det, der sker globalt, som er delvist afhængig af det, der skete under covid-19, siger hun.
- Så har vi i regeringen foreslået, at man kan lave en målrettet hjælp, men der er grænser for, hvor højt vi kan gå op for netop ikke negativt at påvirke inflationen.
/ritzau/