Benny Engelbrecht trækker sig som transportminister
Efter mistillid fra Enhedslisten har transportminister Benny Engelbrecht valgt at trække sig som minister.
Benny Engelbrecht er færdig som transportminister.
Det meddeler han torsdag aften efter en tumultarisk dag, hvor regeringens støtteparti Enhedslisten trak støtten som følge af, at Engelbrecht ikke oplyste om en række ifølge ham usikre, men dog eksisterende klimaberegninger i forbindelse med forhandlingen om et infrastrukturforlig til 160 mia. kr.
»Jeg har gjort mit bedste for at belyse den her sag. Jeg har også beklaget forløbet, og jeg er selvfølgelig både ked af og ærgerlig over, at Enhedslisten har valgt at sige, at de ikke har tillid til mig – og på den baggrund har jeg valgt at trække mig som minister,« skriver han på Twitter.
Transportministeren var igennem to samråd om sagen i løbet af torsdagen. Der beklagede han for flere dele af forløbet. Det endda i en sådan grad, at SF’s ordfører Anna Valentina Berthelsen mente, at han havde »lagt sig ned og rullet sig«, med slet skjult henvisning til en sms fra Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, tilbage fra minksagen.
Efterfølgende udtalte både SF og De Radikale, at de mente, at en næse ville være tilstrækkeligt i sagen.
Enhedslisten var dog af en anden holdning, og politisk ordfører Mai Villadsen udtalte omkring klokken 18, at partiet mener, at Engelbrecht har misinformeret Folketinget.
I de følgende timer meldte DF, Nye Borgerlige, Venstre og De Konservative, at de alle delte den mistillid. Liberal Alliance så dog ikke grund til at vælte ministeren, og derfor begyndte et større mandattælleri for at finde frem til, om der kunne samles et absolut flertal til et mistillidsvotum.
I sidste ende blev matematikken dog ligegyldig, da Engelbrecht selv trak sig.
»Jeg har her til aften meddelt Statsministeren at jeg ønsker at træde tilbage som Transportminister. Tak for det gode samarbejde til alle Folketingets partier. Jeg har gennem hele min ministertid bestræbt mig på at behandle alle så godt som muligt og vise respekt og ydmyghed for embedet. Jeg er stolt af de resultater, vi har nået,« skrev den snart forhenværende minister efterfølgende på Twitter.