Martin Henriksen skal tænke over sin fremtid i DF efter nederlag til Messerschmidt
Martin Henriksen fik over en fjerdedel af stemmerne til valget af Dansk Folkepartis formandsvalg ved årsmødet, men måtte se sig slået med længder af Morten Messerschmidt. Han forventer, at den spydige valgkamp vil få konsekvenser for hans fremtid i partiet.
Formandskandidat Martin Henriksen fik 219 stemmer blandt de delegerede til Dansk Folkepartis ekstraordinære formandsvalg i Herning søndag, men det kunne ikke måle sig med de 499 stemmer, der gik til den nyvalgte partiformand Morten Messerschmidt.
De to har skudt med skarpt mod hinanden under hele valgkampen, og det stod klart ved de respektive taler før afstemningen, at der stadig ikke var mange varme følelser imellem dem.
Jyllands-Posten fangede Martin Henriksen kort efter afgørelsen.
Hvad er din reaktion på det her resultat?
»Jeg havde sat mig for at kæmpe kampen til det sidste, og det har jeg gjort. Nu har de delegerede jo talt, og så er det der, vi er.«
Bliver du i Dansk Folkeparti?
»Nu er resultatet jo helt nyt, så… Nu siger jeg bare tillykke til Morten, og så ser vi, hvad der sker.«
Så du kan ikke garantere, at du bliver i DF?
»Jeg har jo sagt, at der er folk, som har prøvet at presse mig ud af partiet i de sidste 2-3 år. Nu har de jo den totale magt i partiet, så det vil selvfølgelig også have nogle konsekvenser i forhold til mig,« siger Martin Henriksen.
I sin sejrstale på det ekstraordinære landsmøde forsikrede Morten Messerschmidt, at der ikke vil komme nogen repressalier mod dem, der har ført valgkamp mod ham.
Martin Henriksen, der også sidder i hovedbestyrelsen i Dansk Folkeparti, har flere gange tidligere udtrykt, at han forventede at blive smidt ud af partiet, såfremt Morten Messerschmidt blev valgt som formand. Men efter afgørelsen søndag eftermiddag var Henriksen anderledes fåmælt om emnet.
Tror du, at du bliver ekskluderet?
»Det ved jeg ikke. Vi tager det, som det kommer.«
I din tale nævnte du, at der var ting, som var gået ”helt galt”. siden han havde sat sig på næstformandsposten. Kan man blive med at være i et parti, hvor man kommer med en så hård kritik af en partifælle, der lige er blevet formand?
»Det har jeg lige svaret dig på. Vi tager det lige, som det kommer.«