Hækkerup nægter at svare på, om konkret sms fra mink-sagen skulle have været journaliseret
Slettet sms fra Justitsministeriets departementschef til rigspolitichefen skulle ifølge eksperter have været journaliseret.
Det var nærmest en udmattelseskrig, der udspillede sig, da justitsminister Nick Hækkerup torsdag var kaldt i samråd i Folketinget om journalisering af slettede sms-beskeder.
Her afviste ministeren gang på gang at svare på, om en konkret sms-besked fra Justitsministeriets departementschef Johan Legarth skulle have været journaliseret.
»Jeg kan ikke sidde i et åbent samråd og foretage konkret sagsbehandling i forhold til om en specifik sms er journaliseringspligtig eller ej. Det vil jeg simpelthen ikke gøre,« lød det fra Nick Hækkerup.
Det forhindrede dog ikke oppositionspolitikere i at spørge igen. Og igen. Og igen. Men med samme resultat:
»Der kommer ikke et andet svar, end at jeg ikke sidder og laver den konkrete sagsbehandling her,« lød det fra Hækkerup.
Sendte køreplan for minkaflivning
Den omtalte sms-besked blev sendt om morgen på den afgørende dag i minksagen. Nemlig den 3. november 2020, ca. 14 timer før, regeringen traf beslutningen om, at alle danske mink skulle aflives af hensyn til folkesundheden.
Beskeden fra Johan Legarth til rigspolitichef Thorkild Fogde indeholdt en mulig køreplan for situationen, som blandt andet lød:
»Aflivning af mink:
- beslutning om hvorvidt minkavl skal forbydes i DK.
- politiet laver nødplan for aflivning (som i nødvendigt omfang suspenderer dyreværnsregler, miljøbeskyttelsesregler mv.)
Men det blev den ikke, har Justitsministeriets oplyst i et svar til Folketinget.
I stedet blev sms’en efterfølgende slettet fra Johan Legarths telefon, fordi departementschefen havde slået den automatiske slettefunktion til.
At beskeden er dukket op i forbindelse med Minkkommissionens arbejde skyldes alene, at modtageren – Thorkild Fogde – stadig havde sine beskeder.
Advarer mod at generalisere
På samrådet kritiserede flere partier, herunder Venstre og De Konservative, regeringen for ikke at have taget journalisering af sms-beskeder alvorligt nok under minksagen.
Reglerne om journalisering skal blandt andet sikre vigtig dokumentation og give borgere og journalister mulighed for efterfølgende kunne søge aktindsigt i dokumenterne.
Nick Hækkerup erkendte, at der kan være begået fejl undervejs, men han advarede mod at generalisere på baggrund af enkelte eksempler.
»Det mener jeg er en forkert præmis. Man må stille det omvendt: At der ikke er nogen grund til at tro, at folk i systemet ikke er opmærksomme på journaliseringspligten i almindelighed,« sagde han.
Ministeren understregede også, at der findes eksempler på journaliserede sms’er i minksagen.
Johan Legarth er blevet afhørt i Minkkommissionen to gange. I november forklarede han, at formålet med sms’en til rigspolitichefen var at holde politiet »inde i loopet« i tilfælde af, at de værste bekymringer for minkmutationen cluster-5 blev til virkelighed.
Departementschefen stoppede med at autoslette sine sms’er i april 2021, hvilket var omtrent samtidig med, at Minkkommissionen bad en række ministerier om at sikre relevant materiale, heriblandt sms’er.
Justitsministeriet arbejder i øjeblikket på nye, generelle retningslinjer for opbevaring og sletning af sms-beskeder på tjenestemobiler i staten.