Regeringen vil indføre en ny CO₂-afgift, som Dan Jørgensen har kaldt »skrivebordsøvelse«
Klimaminister Dan Jørgensen understreger, at det hele tiden har været regeringens ønske med en CO₂-afgift på virksomheder.
Det er det mest rimelige.
Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen, da hun i sin nytårstale præsenterede regeringens forslag om en »ny og ambitiøs« afgift på CO2, som skal »sikre, at de virksomheder, der belaster klimaet, selv betaler for deres udledning«.
Men for halvandet år siden lød regeringens ræsonnement en smule anderledes. Selv om klimaminister Dan Jørgensen ikke ville udelukke det i fremtiden, afviste han at indføre en CO2-afgift, som han kaldte en »skrivebordsøvelse«. Det på trods af at regeringens rådgivende organ inden for den grønne omstilling, Klimarådet, netop havde argumenteret for at indføre en generel afgift på udledning af den klimaskadelige gas.
Vi skal gøre det klogt, for ellers vil virksomhederne flytte væk fra Danmark, og det vil hverken gavne dem eller klimaet.Dan Jørgensen, klimaminister
»Der findes ikke noget sted i verden, der har introduceret sådan en Georg Gearløs-agtig model, som Klimarådet foreslår,« sagde han til Børsen.
Klogere på omstilling
Så hvad er sket siden? Dan Jørgensen mener, at citatet er misforstået.
»Det har hele tiden været regeringens ønske at lave en grøn skattereform, for det er et vigtigt instrument i den grønne omstilling. Det, der er ændret siden 2020, er, at vi er blevet klogere på den grønne omstilling. Vi ved bedre, hvor vi skal hen,« siger han.
»Det er rigtigt, at der har været mange fantasimodeller lagt ud i offentligheden, nogle mere realistiske end andre. Nogle af dem har ingen gang på jord, for de ville ikke være praktisk gennemførlige, uden at det ville koste mange job. Men det er klart, at uanset hvordan vi ender med at gøre det, er det en ganske kompleks øvelse.«
De bredeste skuldre
Dan Jørgensen understreger, at det er vigtigt at skabe incitamenter til en grøn omstilling, så det bliver billigere at producere grønt og dyrere at producere sort. Til februar leverer en ekspertgruppe en række anbefalinger til, hvordan CO2-afgiften kan indføres, og derefter skal regeringen tage stilling til, hvilken model den vil forsøge at forhandle hjem i Folketinget.
»Vi vil gøre det på en måde, så vi laver incitamentstrukturer, der sikrer, at virksomheder, der forurener mest, også betaler mest for den grønne omstilling. De bredeste skuldre skal bære det tungeste læs. Dertil kommer, at dette skal gøre på en måde, så danske virksomheders konkurrenceevne styrkes så meget som muligt. Vores virksomheder skal være på forkant med omstillingen ift. udenlandske virksomheder. Vi skal gøre det klogt, for ellers vil virksomhederne flytte væk fra Danmark, og det vil hverken gavne dem eller klimaet.«
Mange virksomheder er pressede pga. corona. Dette forslag vil vel presse disse yderligere?
»Der har faktisk været ret positive tilbagemeldinger fra dansk erhvervsliv. Jeg hører flere mene, at det er vigtigt, at vi hurtigt får afklaret, hvordan en CO2-afgift skal se ud. Dansk erhvervsliv er indstillet på at løse dette problem. Corona har presset mange virksomheder, men dansk økonomi er bomstærk, og vi har gode forudsætninger for at fortsætte en sund økonomisk udvikling.«