Aftale om stop for al olie og gas i Nordsøen i 2050 vedtaget

Lidt under et år efter en politisk aftale om fremtiden for olie i Nordsøen, er loven vedtaget.

Folketinget har torsdag vedtaget aftalen om et stop for al olie- og gasproduktion i Nordsøen i 2050.

Aftalen blev indgået i starten af december sidste år imellem regeringen, De Radikale, SF, Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative.

Partierne blev dengang også enige om at opgive den planlagte ottende udbudsrunde. Den ville have medført, at olie- og gasproduktionen fortsatte til midten af 2050’erne.

- Grøn milepæl i dag, skriver klimaminister Dan Jørgensen (S) på det sociale medie Twitter.

Lovforslaget, som blev vedtaget, sætter slutdatoen til 31. december 2050.

Aftalen sidste år kom, kort tid efter at det franske olieselskab Total havde trukket sin ansøgning til den ottende udbudsrunde tilbage.

Total er den største spiller i den danske del af Nordsøen.

Også tre andre selskaber havde trukket deres ansøgninger til udbudsrunden.

Da aftalen blev indgået sidste år, var der kun et olieselskab tilbage i udbudsrunden. Det var britiske Ardent Oil.

Danmark har udvundet olie i Nordsøen siden 1972.

Olieproduktionen i Nordsøen har betydet, at Danmark er den største producent af olie blandt EU’s medlemslande.

Prisen for at stoppe indvindingen af olie og gas bliver 13 milliarder kroner i tabte indtægter for staten. Det tal er dog behæftet med usikkerhed.

Samtidig med at partierne præsenterede aftalen, blev det også fremlagt, at der skulle være mulighed for omskoling til de mennesker, der i dag arbejder med at udvinde olie- og gas i Nordsøen.

Aftalen mødte sidste år kritik fra Enhedslisten. Partiet mener, at man burde sætte slutdatoen ti år tidligere.

Partiet stemte torsdag hverken for eller imod loven.

I den oprindelige aftale lægger partierne vægt på, at slutdatoen ikke kan rykkes.

2050 er et godt tidspunkt at stoppe, så industrien har tid til at omstille sig, lyder det i aftalen.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen