JP's politiske analytiker: »Mystikken om sms'erne bliver kun større herfra«

Det vil formentlig være som brænde på bålet af konspirationsteorier, at det ikke har været muligt at genskabe statsminister Mette Frederiksens sms'er. Det vurderer Jyllands-Postens politiske analytiker, Niels Th. Dahl.

Det er et problem for både Mette Frederiksen og hendes støttepartier, at det ikke er lykkedes politiets teknikere at genskabe de slettede sms’er, der kan have betydning for Minkkommissionens arbejde. Det vurderer Jyllands-Postens politiske analytiker, Niels Th. Dahl.

»At sms’erne er mistet, er frisk ammunition til dem, der anklager Mette Frederiksen for et cover-up. Samtidig lægger det også fornyet pres på regeringens støttepartier, som har været ude i en skarp kritik af, at regeringen ikke sikrede sms’erne, da Kommissionen bad om det,« siger Niels Th. Dahl.

Analysen kommer efter, at Justitsministeriet sent onsdag eftermiddag fortalte, at politiet ikke har kunnet genskabe slettede sms’er fra hverken statsminister Mette Frederiksen eller departementschef Barbara Bertelsens telefoner. Man har heller ikke kunne genskabe sms’er fra to andre ledende topembedsmænd i Statsministeriet.

»Det er klart, at mystikken om sms’erne kun bliver større herfra, når det ligger fast, at de ikke vil blive genskabt. Det er også klart, at det gør arbejdet vanskeligere for Kommissionen,« lyder det fra Niels Th. Dahl, Jyllands-Postens politiske analytiker.

Han vurderer, at det særligt vil bidrage til fortællingen om, at der formentlig måtte stå noget fordækt i sms’erne. – også selvom, vi nu ikke finder ud af, om der rent faktisk gør det.

»Det åbner for en motorvej af konspirationsteorier om, hvad der har stået eller ikke har stået i statsministeriets interne kommunikation om minksagen. Vi ved jo fra Mette Frederiksen selv, at de i hvert fald mindst indeholder et ”kontant og direkte sprog”, som hun sagde på sit pressemøde. Men hvad det betyder, og hvad der ellers kunne gemme sig i dem, får vi jo nu formentlig aldrig at vide,« forklarer Niels Th. Dahl.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen