Fortsæt til indhold
Politik

Asylchef om adskillelse af asylpar: Det var meget voldsomt

I Rigsretten afhøres to vidner fra Røde Kors. De fortæller, om dengang Inger Støjberg besluttede at adskille asylpar.

/ritzau/

Det var meget voldsomt, da asylpar, hvoraf den ene var mindreårig, i 2016 fik at vide, at de skulle adskilles.

Det fortæller asylchef Anne La Cour Vågen fra Røde Kors, der driver flere asylcentre, da hun tirsdag afhøres i rigsretssagen mod Inger Støjberg.

- Det var meget voldsomt, fordi parrene var fuldstændig uforstående over for det her.

- Mange af dem var fra Syrien og havde været på mange forskellige flugtruter og var måske endelig kommet til et sted, hvor de følte sig trygge, siger asylchefen.

Den 10. februar 2016 meddelte daværende udlændingeminister Inger Støjberg i en pressemeddelelse, at hun satte en stopper for, at mindreårige asylansøgere kunne bo med en ægtefælle eller samlever.

Udlændingestyrelsen blev ringet op af en ansat fra ministeriet, der mener, at styrelsen fik at vide, at der ville være undtagelser. Men ifølge styrelsen fik de at vide, at de skulle administrere efter pressemeddelelsen - uden undtagelser.

Efterfølgende sendte styrelsen en mail til blandt andet Røde Kors, der driver centre, om, at styrelsen snarest muligt ville varsle flytning i samtlige af sagerne.

- Vi var mildest talt bestyrtede over, at der kom sådan en bastant udmelding om, at alle par skulle flyttes fra hinanden, siger Anne La Cour Vågen.

Hun bakkes op af funktionsleder i Røde Kors Helle Kjems, der fortæller, at hun var rystet:

- Jeg reagerer også med at skrive ind til ledelsen, om der ikke er tale om konventionsstridige forhold.

Hun var i dagene efter i kontakt med specialkonsulent Kristina Rosado i styrelsen, men der var ikke rum for undtagelser.

- Det var en helt utvetydig, klar besked, siger Helle Kjems.

Anne La Cour Vågen fortæller, at de ikke tænkte, at det kunne være rigtigt i forhold til konventionerne, men at de klart gik ud fra, at det, de fik fra styrelsen var ”lovmedholdeligt”.

Men de oplevede stor modstand og frustration og skrev i et brev dateret 3. marts til styrelsen, at det for parrene ”opleves som et voldsomt overgreb på deres personlige frihed.”

- Der har været megen gråd, besvimelser, selvmordstrusler og selvskadende adfærd. Der har været et selvmordsforsøg med indtag af piller, og tre ud af de otte unge kvinder har været med ambulance til nærliggende hospital af psykosociale grunde, skriver Røde Kors.

De sendte også et brev til ministeriet, hvor de anmodede om dispensation i nogle sager, men fik senere at vide, at det skulle være sendt til styrelsen.

Til at begynde med adskilte styrelsen kun par uden børn, og de blev hurtigt adskilt.

Ifølge Røde Kors, der driver nogle af centrene, kom pigerne til at bo på Center Anneberg i Nykøbing Sjælland, mens mændene boede tættest muligt på og blev kørt på besøg om dagen flere gange om ugen.

- Der var også nogle, der forsvandt. Der var i hvert fald to par, der forsvandt, som forventeligt er taget til et andet land, siger Anne La Cour Vågen.

I rigsretssagen er Støjberg tiltalt for at have iværksat og fastholdt en ulovlig instruks om at adskille parrene, uden at parrene fik den individuelle vurdering, som de havde krav på. Hun nægter sig skyldig.