Støttepartier savner en coronaplan for vinteren
Mens der bliver snakket om at genindføre coronapasset, efterlyser støttepartier en samlet coronavinterplan.
Det er ikke nok med lappeløsninger – regeringen bør fremlægge en samlet plan.
Sådan lyder budskabet fra to af regeringens støttepartier efter de seneste dages debat om en mulig genindførelse af coronapasset.
Torsdag anbefalede Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, at genindføre passet, fredag sendte Henrik Ullum, direktør i Statens Serum Institut, den samme opfordring afsted, og fredag aften oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke, at han nu havde bedt Epidemikommissionen vurdere, om covid-19 igen skal betragtes som en samfundskritisk sygdom – så politikerne kan genindføre restriktioner som eksempelvis coronapasset.
Danskerne bør vide, hvad der kommer til at ske.Stinus Lindgreen (R), formand for Folketingets epidemiudvalg
Burde ikke overraske
Ønsket fra Brostrøm og Ullum kom efter nogle dage med stærkt stigende smittetal, som toppede med 2.598 torsdag – det højeste smittetal i år – og 2.251 fredag. Lørdagens smittetal var 2.097.
Enhedslistens Peder Hvelplund, sundhedsordfører og medlem af Folketingets epidemiudvalg, anklager regeringen for »ikke at have en coronaplan for vinteren«.
»Smitten stiger på denne tid af året, og det burde ikke være overraskende. Nu begynder man så at tale om et coronapas, men regeringen burde i stedet komme med en samlet strategi for, hvordan vi holder smitten under kontrol de kommende måneder,« siger han og henviser til, at en ekspertgruppe nedsat af regeringen i september i år udgav en 134 sider lang rapport med input til en langsigtet håndtering af pandemien i et genåbnet Danmark.
Blandt de mange råd er fortsat at have fokus på smitteforebyggelse – herunder hyppig udluftning, god håndhygiejne og rengøring, at arbejde hjemmefra mv.
»Det kan sagtens være, at det er nødvendigt med coronapasset, men så skal det være som en del af en samlet strategi og ikke bare som et løsrevet element,« siger Hvelplund.
»Vi kan jo se, at smitten i stor grad er blandt børn, og der vil coronapasset formentlig ikke hjælpe ret meget. Men andre initiativer vil kunne hjælpe – at man underviser i mindre hold på skolerne og gør mere rent,« siger han.
R tvivler på coronapas
Hvis de 11 medlemmer i Epidemikommissionen, hvor både Brostrøm og UIlum har plads, anbefaler at kategorisere covid-19 som en samfundskritisk sygdom, er det i sidste ende op til de 21 politikere i Folketingets epidemiudvalg at afgøre, om anbefalingen skal følges. Sundhedsministeren må nemlig ikke have et flertal i Epidemiudvalget imod sig – hverken hvad angår kategoriseringen af covid-19 eller i forhold til konkrete restriktioner og tiltag.
De Radikales Stinus Lindgreen er formand for Epidemiudvalget. Også han savner »i høj grad« en samlet coronastrategi fra regeringen.
»I eksperternes rapport fra september er der 82 anbefalinger til, hvad man skal gøre i forskellige stadier af en pandemi for at undgå nedlukning. Coronapasset er bare én anbefaling, og det er da mærkeligt at tro, at der kommer styr på det, hvis man bare plukker det ene element ud,« siger han, der selv tvivler på, at en genindførsel af coronapasset vil have en stor effekt.
»For langt de fleste er jo vaccinerede,« siger han, der efterlyser en samlet strategi – og at denne bliver kommunikeret klart ud til danskerne.
»Danskerne bør vide, hvad der kommer til at ske, når der er så og så mange indlagte,« siger Stinus Lindgreen.
SF: uforudsigelig epidemi
SF mener til gengæld ikke, at en vinterstrategi kan laves på forhånd. For det er slet ikke til at forudse, hvordan coronaen vil udvikle sig, forklarer sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen (SF).
»Man må tage de mindste restriktioner i brug og håbe på, at de hjælper, og gør de ikke det, må man gøre noget mere,« siger hun, der gerne genindfører coronapasset.
»I særdeleshed i forbindelse med store arrangementer kan det give mening. Vi kan også se, at forskellige virksomheder selv har indført coronapasset, og det bliver en ulige konkurrence, hvis ikke vi har nogle kollektive retningslinjer,« siger hun.
I en mail oplyser Sundhedsministeriet, at »partierne bliver løbende inddraget i epidemihåndteringen, senest i fredags,« og at det er ministeriets vurdering, »at de seneste tiltag som følge af den stigende smitte ligger i tråd med de anbefalinger, som ekspertgruppen er kommet med«.