Fortsæt til indhold
Politik

Mette Frederiksens sms-sletning falder muligvis sammen med Grønnegård-undersøgelse. Blå blok undrer sig - statsministeren afviser

Mette Frederiksen sagde på et pressemøde onsdag aften, at hun senest i sommeren 2020 aktiverede automatisk sletning af sms'er på sin telefon. Det var i sommeren 2020, at et udvalg blev nedsat til at granske coronanedlukningen, og det får politikere, journalister og andre til at stille spørgsmål ved sammenfaldet.

Tilfældighed eller nøje planlægning? Det er et af de spørgsmål, der ifølge kritikere står tilbage, efter at statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde onsdag aften forklarede, at den automatiske sletning af sms-beskeder blev aktiveret på hendes mobiltelefon senest i sommeren 2020.

Det var nemlig i sommeren 2020 - nærmere bestemt 23. juni 2020 - at et bredt politisk flertal i Folketinget besluttede at lade en uvildig ekspertgruppe granske forløbet om coronanedlukningen. Det såkaldte Grønnegård-udvalg.

Det har fået flere politikere, journalister og andre borgere til tasterne på de sociale medier.

»Kære Mette Frederiksen. Det virker altså mærkeligt, at din departementschef venter et halvt år med at rådgive dig om at slette dine sms’er, hvilket så tilfældigvis falder sammen med at Grønnegaard-udvalget nedsættes,« skriver Dansk Folkepartis Peter Skaarup.

Også Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, undrer sig.

»Barbara Bertelsen havde allerede den automatiske sletning på sin mobil, inden hun tiltrådte i STM (Statsministeriet, red.) i januar “pga sikkerhed”. Hvorfor rådede hun så først tilfældigvis Mette F til at slette alt i sommeren 2020, lige da FT (Folketinget, red.) vedtog at udsætte Mette F for en uvildig undersøgelse?,« spørger hun på Twitter.

Mette Frederiksen forklarede på onsdagens pressemøde, at departementschef Barbara Bertelsens telefon var indstillet til automatisk sletning af sms-beskeder, allerede da hun blev ansat i Statsministeriet i januar 2020, og det var Barbara Bertelsen, der rådgav statsministeren til at gøre det samme.

»Rådgivningen har senest fundet sted i sommeren 2020. Den præcise dato for hvornår opsætningen finder sted, formoder Statsministeriet er i forbindelse med den rådgivning,« sagde Mette Frederiksen.

Hun blev på pressemødet spurgt ind til sammenfaldet med Grønnegård-undersøgelsen, og om hun kunne svare på, om funktionen med sletningen blev sat til før eller efter den 23. juni 2020.

»Det, jeg kan svare, er, at formodningen er, at funktionen er blevet sat til i forbindelse med rådgivningen, og i og med at der ikke er en dato, kan jeg ikke komme det nærmere.«

»Det er ikke for at dække over noget. Jeg er landets statsminister. Jeg dækker ikke over noget. Jeg har ikke behov for at dække over noget. Jeg har sagt fra starten, at vi kan komme til at begå fejl,« sagde Mette Frederiksen.

Det var Jørgen Grønnegård Christensen, professor emeritus i statskundskab, der var formand for gruppen af eksperter, der undersøgte nedlukningen.

Han siger til Jyllands-Posten, at ekspertgruppen ikke medtog sms’er i deres undersøgelse, og at det var et fravalg, de selv tog.

Spurgte I på noget tidspunkt ind til, om I kunne få sms’er udleveret?

»Det gjorde vi ikke. Der lå to ting til grund for den vurdering. Den ene var, at vi havde en hypotese om, at sms’erne ikke var en væsentlig kilde til belysning af, hvad det var for et grundlag, man traf beslutningerne om nedlukningen på. Den anden ting var, at vi havde seks måneder til vores rådighed, så vi var nødt til at lave en stram prioritering af vores arbejde. Overvejelsen var, at så skulle vi ikke sidde og belaste os selv med et ukendt antal sms’er,« siger Jørgen Grønnegård Christensen.

Sagde Statsministeriet på noget tidspunkt noget til jer om sms’er?

»Nej, og vi spurgte heller ikke.«