Analytiker: Mette Frederiksen er under stigende pres for at levere svar om slettede sms’er
Statsministeren er mere eller mindre politisk lammet, før hun disker op med nogle brugbare svar om sine slettede sms’er og Statsministeriets ageren i sagen, lyder det fra Niels Th. Dahl.
De seneste dages er det nærmest væltet frem med nye oplysninger om Statsministeriets ageren i sagen om den automatiske sletning af sms’er fra Mette Frederiksen og hendes tre nærmeste medarbejdere i ministeriet.
Senest oplyste Minkkommissionen, at Statsministeriet undlod at svare, da kommissionen i september bad ministeriet om at forsøge at genskabe slettede sms’er, der kunne være relevante for Minkkommissionens undersøgelse.
Presset på Mette Frederiksen for at levere nogle brugbare svar er stigende, lyder vurderingen fra Jyllands-Postens politiske analytiker, Niels Th. Dahl.
»Sagen bliver mere og mere alvorlig for statsministeren for hver dag, der går. Listen med ubesvarede spørgsmål bliver længere og længere, og det sætter Mette Frederiksen under øget pres,« siger han.
Analytikeren fremhæver, at nu er regeringens egne støttepartier også begyndt at udtrykke kritik og forlange svar på nogle af de mange ubesvarede spørgsmål.
Både Radikale, SF og Enhedslisten opfordrer Mette Frederiksen til at møde op på et samråd i Folketinget og forklare sig under ministeransvar. Det står dog endnu ikke klart, om statsministeren agter at stille op.
Indtil svarene kommer, vil Mette Frederiksen være mere eller mindre lammet politisk, vurderer Niels Th. Dahl.
Så længe Minkkommissionen kører, og så længe der bliver ved med at dukke nye spørgsmål op om Statsministeriets slette-praksis, er hun låst fast rent politisk. Sagen gør det svært for hende at agere politisk, fordi den fylder så meget,” siger han og uddyber:
»Når Mette Frederiksen vil tale om klima på COP26-topmødet i Glasgow, så bliver hun spurgt til sms-sagen, og da hun forsøgte at føre kommunalvalgkamp i sidste uge, var det også sms-spørgsmålene, der fyldte.«
Indtil videre har statsministeren afvist at svare på faktuelle spørgsmål om slette-praksissen med den begrundelse, at hun ”ikke kommer til at gå ind i tekniske spørgsmål.« Men mandag meddelte hun, at Statsministeriet - ikke hende selv - vil besvare »alle de spørgsmål, der relaterer sig til telefon og andre forhold.«
Hun sagde dog ikke noget om, hvornår eller hvordan svarene kommer.
Mette Frederiksen skal selv afhøres i Minkkommissionen den 9. december.
Vi kender ikke indholdet
Det skal understreges, at man endnu ikke kender indholdet af de slettede sms’er, som måtte relatere sig til minksagen. Det gør kun afsenderne og modtagerne.
Men i forrige uge gav Minkkommissionen et opsigtsvækkende indblik i, hvordan Statsministeriets departementschef brugte sin telefon til at kommunikere meget direkte med Miljø- og Fødevareministeriets departementschef Henrik Studsgaard om ansvaret for minkskandalen.
»Hvornår kommunikerer I (og lægger jer ned og ruller jer, som vi vendte,« skrev Barbara Bertelsen efterfulgt af en blinksmiley.
Minkkommissionens opgave er at klarlægge forløbet og beslutningsprocesserne fra første gang, at spørgsmålet om hjemmel til aflivning af alle danske minkbesætninger blev drøftet eller omtalt i forbindelse med møder i regeringsudvalg eller lignende sidste år.
Kommissionen skal desuden klarlægge, hvornår og hvordan ministre – herunder statsministeren – blev klar over, at der manglede hjemmel, og hvordan de reagerede.
Statsministeriets automatiske slettefunktion har betydet, at kommissionen endnu ikke har fået udleveret sms-korrespondancer fra fire af ministeriets øverste.
Sagen er dog først og fremmest et politisk snarere end et juridisk problem for Mette Frederiksen, vurderer Niels Th. Dahl.
»De her slettede sms’er gør ikke nødvendigvis Minkkommissionens undersøgelse mere alvorlig for Mette Frederiksen i materien. Der er snarere tale om et politisk spor om troværdighed og kommunikation, som er kommet oven i kommissionssporet,« siger han.