Pernille Vermund har stillet krav til kandidater ved borgmester-udpegning
»Auken er jo ud af en politikerfamilie,« siger Vermund om kritik og holder fast i et krav til Nye Borgerliges kommunale kandidater.
Nye Borgerliges leder Pernille Vermund har udstukket en meget klar ordre til partiets lokale kandidater forud for kommunalvalget.
De må under ingen omstændigheder lægge de afgørende stemmer til en borgmester fra et rødt parti. Ellers ryger de ud af partiet.
»Det, vi siger, er, at hvis der ellers kan være et blåt flertal, så bliver det ikke Nye Borgerlige, der vipper over til en rød borgmester. Det har man set fra andre borgerlige partier, hvor de har bestemt sig for at gode gnaveben i udvalg har været vigtigere end lovet politik. Det synes jeg ikke, at man kan være bekendt,« siger Pernille Vermund.
Kommunal politik er normalt kendetegnet ved, at de landspolitiske skel mellem rød og blå er opløste til en vis grad.
Det ses blandt andet i Hedensted Kommune, hvor Dansk Folkeparti ledt an af Hans Kristian Skibby i 2017 pegede på en socialdemokratisk borgmester fremfor Venstres kandidat i et direkte valg mellem de to.
At Nye Borgerlige begrænser sig i det spil er ifølge Socialdemokratiets folketingsmedlem Ida Auken ikke nogen god nyhed. Den pointe fremfører hun på Twitter.
»Vermund fjerner et afgørende forhandlingskort fra sine kommende kommunalpolitikere. Symbolpolitik er tydeligvis vigtigere end resultater for Nye borgerlige. Ærgerlig tilgang til politik,« lyder det fra Auken - en kritik, som Vermund ikke er sen til at svare på, da Jyllands-Posten forholder hende kritikken:
»Auken er jo ud af en politikerfamilie, hvor man i generationer har levet af politik. Og hun har selv skiftet parti formentlig for at få indflydelse. Det er netop det, vi vil sikre os, at Danmark ved, at vores kandidater ikke gør - og at hvis det sker, så er det ikke i Nye Borgerliges navn. For jeg har ingen respekt for lokalpolitikere, der peger på nogen for at få udvalgsposter.«
Nye Borgerlige har en målsætning om at få 10 mandater i landets kommunalbestyrelse ved kommunalvalget. For nuværende har man otte byrødder i partiet, men det er dog kun den ene, der blev valgt ind som NB-kandidat, mens de øvrige er partihoppere.