V og LA lover støtte til S ved kommunalvalget i Københavns Kommune
Flere blå partier har opgivet håbet om selv at stå i spidsen for København efter kommunalvalget. Så nu er der sat et nyt mål.
Alt andet end Enhedslisten.
Det er logikken bag Venstre og Liberal Alliances udmelding lørdag i Berlingske, hvor begge partiers spidskandidater i Københavns Kommune tilbyder at bakke op om Socialdemokraternes kandidat Sophie Hæstorp Andersen.
»Det ville være en stor ulykke for København, hvis venstrepopulister fra Enhedslisten indtager overborgmesterposten,« siger Liberal Alliances spidskandidat Ole Birk Olesen til Jyllands-Posten og uddyber:
»Nogle taler om et Enhedslisten, der måske bliver større end Socialdemokratiet, om at der kan gå skudder-mudder i rød blok, og at Enhedslisten kan få storhedsvanvid og tro, at det skal have overborgmesterposten. Det er, hvis den situation opstår, at vi så siger, at så kan S komme til os, og så hjælper vi.«
For Ole Birk Olesen at se er der ikke tale om en falliterklæring, når man 14 dage før et valg undsiger sig chancen for en blå valgsejr og forhåndstilbyder støtte til Socialdemokratiet.
Han vil dog gerne kalde det et resultat af blå partiers uformåen i Københavns rådhus.
»Det er en konsekvens af, at de blå partier ikke har gjort nok de forgangne otte år til at forhindre et rødt flertal. Så må vi gøre det bedre fremover, så vi i 2025 er kommet nærmere en situation som i Aarhus i 2001, hvor der trods mange års socialdemokratisk styre pludselig var flertal for en blå borgmester, fordi de blå partier havde gjort det godt,« siger Ole Birk Olesen.
Men hvad er så prisen for at støtte Sophie Hæstorp Andersen, når det i sig selv ville opfylde ønsket om at holde Enhedslisten fra overborgmesterposten?
Her er Ole Birk Olesens ønske til S, at Enhedslisten også holdes væk fra mindst én anden post: Teknik- og miljøborgmesterposten, som lige nu er bestridt af netop Enhedslistens Ninna Hedeager Olesen.
LA-kandidaten ser således en bred konstituering for sig med Socialdemokratiet på overborgmesterposten og de blå partier samt Radikale og måske også SF som opbakning. Og fra denne kreds kan man så finde en ny teknik- og miljøborgmester - om det så skulle være en radikal.
»Bare ikke Enhedslisten,« opsummerer Ole Birk Olesen.