Ny e-mail: Allerede i september 2020 var Statsministeriet tilsyneladende tæt på at sende »militæret ind for at gasse alle mink«
Ifølge en intern e-mail fra Finansministeriet var Statsministeriet allerede i slut september 2020 - over en måned før regeringens beslutning om at slå alle mink ned - angiveligt tæt på at skride til masseaflivninger.
Det fremgår i en intern e-mail fra Finansministeriet, der fredag blev fremlagt i Minkkommissionen.
Tidspunktet er interessant, fordi det er længe før Statsministeriet den 2. november fik information om fundet af en minkmutation i coronavirus kaldet ”Cluster 5”, som man frygtede kunne nedsætte effekten af coronavacciner. Fundet førte dagen efter til beslutningen om at slå alle mink i landet ned. En beslutning, der manglede lovhjemmel - altså lovgrundlag.
Men i Statsministeriet var tanken om masseaflivning af mink angiveligt ikke ny.
Den 30. september kl. 18.57 blev der udvekslet en e-mail internt i Finansministeriet. Den blev sendt fra en departementschefsekretær til en stribe personer i ministeriet. Det skete efter et ministermøde i regeringens såkaldte Økonomiudvalg.
En af modtagerne var daværende fuldmægtig i Finansministeriet Casper Mondrup Dahlmann, som fredag blev afhørt i kommissionen ved Retten på Frederiksberg.
»Hej alle
MUJ har fået særskilt tilbageløb på denne. Tilsyneladende meget tæt på, at STM (Statsministeriet, red.) sendte militæret ind for at gasse alle mink i aften,« stod der i e-mailen.
Casper Mondrup Dahlmann forklarede, at mailen var en opfølgning på et møde i Økonomiudvalget, som havde fundet sted samme dag, og hvor Finansministeriets departementschef havde deltaget.
Den første del af e-mailen handler formodentlig om, at en afdelingschef i Finansministeriet - Martin Ulrik Jensen - havde fået en særskilt tilbagemelding om, hvad der er foregået på mødet.
Den anden og bemærkelsesværdige del viser, at Statsministeriet - ifølge embedsmænd i Finansministeriets opfattelse - allerede den 30. september angiveligt havde overvejelser om langt skrappere tiltag mod minksmitten.
I sin vidneforklaring sagde Casper Mondrup Dahlmann, at han ikke vidste, hvem fra Statsministeriet, der havde deltaget på mødet i Økonomiudvalget. Han vidste ikke, om Mette Frederiksen havde deltaget, men han forklarede, at Statsministeriet på nogle møder stiller med en topembedsmand.
»De vil som regel stille med en departementschef og en særlig rådgiver, men det kan variere – jeg har ikke nogen anelse,« sagde han om deltagerne på det pågældende møde.
Departementschefen i Statsministeriet er Barbara Bertelsen. Og af en anden e-mail i forbindelse med et andet møde i Økonomiudvalget den 21. oktober, fremgår det, at hun var »hardliner« i sagen om mink.
Den e-mail er tidligere blevet fremlagt i Minkkommissionen. Mailen blev sendt mellem embedsmænd i Erhvervsministeriet. Den er præget af intern jargon og forkortelser.
Her forklares det, at erhvervsminister Simon Kollerup havde et ønske efter mødet i Økonomiudvalget:
»STM (statsministeren, red.) skal til Nordjylland i morgen, og der skal holdes øje med, hvad hun siger ift. mink. «
På det tidspunkt forsøgte man at inddæmme coronasmitten på minkfarmene, f.eks. ved at forsøge at få avlerne til selv at passe minkene, så der ikke kom udenlandsk arbejdskraft ind. Den 1. oktober blev det også meldt ud, at smittede besætninger skulle aflives, og at besætninger i en radius af 7,8 km. fra smitte også skulle slås ned.
Statsministeriets departementschef, forkortet STM DC, ønskede tilsyneladende en hårdere linje.
»STM DC var mere hardliner, men EM (erhvervsministeren) mener ikke, at STMn (statsministeren, red.) er på samme linje.«
Ifølge e-mailen var statsministeren på det tidspunkt mere på linje »med Simon« (Kollerup).
I gårsdagens afhøringer i Minkkommissionen var der fokus på Barbara Bertelsen, som havde sendt nogle særdeles opsigtsvækkende sms’er.
Bertelsen og Mette Frederiksen skal efter planen afhøres hhv. den 18. november og den 9. december.