Fortsæt til indhold
Politik

JP's politiske analytiker: Det mest overraskende ved Venstre-formandens tale var de ting, han ikke fik nævnt

Jakob Ellemann-Jensen leverede en åbningstale i klassisk Venstre-formand stil, men undlod bevidst at tage partiets sværeste udfordringer op, bemærker Jyllands-Postens politiske analytiker Niels Th. Dahl.

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen leverede en klassisk og sikker tale, der var »ekstremt fokuseret« på frihed og danskernes ret til at vælge selv, da han lørdag formiddag holdt sin åbningstale til partiets ordinære landsmøde foran mere end 1.500 delegerede i Jyske Bank Boxen i Herning.

Det mener Jyllands-Postens politiske analytiker, Niels Th. Dahl.

»Jakob Ellemann-Jensen kom ind på mange af de emner, som han ved, de delegerede i salen godt kan lide at høre. Det var en tale, hvor han fik trukket tråde tilbage til Venstres historie i forbindelse med partiets 150-års jubilæum, og hvor han positionerede Venstre som dem, der altid har kæmpet for frihed,«, siger han.

Niels Th. Dahl hæfter sig dog ved, at der på trods af 55 minutter på talerstolen var rigtig mange ting, som Venstre-formanden undlod at komme ind på i sin åbningstale. Der blev tiet om de mange store omvæltninger og den vælger- og profilflugt, Venstre har oplevet siden det dramatiske sommergruppemøde i 2019, og i stedet fokuseret på partiets sikre standpunkter.

»Han nævnte ikke Lars Løkke Rasmussen med et eneste ord, han nævnte ikke Inger Støjberg med et eneste ord, og han talte i det hele taget udenom den vælgerkrise, som partiet står i. Han valgte at se glasset som halvt fyldt, selvom det faktisk ikke er det,« siger Niels Th. Dahl.

Jakob Ellemann-Jensen fik påpeget, at Venstre står foran et vigtigt kommunalvalg, men han kom hverken ind på Venstres meningsmålinger, eller hvordan han forventer, at partiet klarer sig.

Jyllands-Postens politiske analytiker bemærker ligeledes, at Jakob Ellemann-Jensen slet ikke kom ind på spørgsmålet om øremærket barsel til fædre, som Venstre som det eneste borgerlige parti har bakket fuldtonet op.

»Det er en af de emner, der har været mest omdiskuteret de seneste uger i Venstre, og rigtig mange er lodret uenige med Jakob Ellemann i spørgsmålet. Men han kom slet ikke ind på det - på trods af, at mange i Venstre altså mener, øremærket barsel er i modstrid med partiets ambition om, at der skal være mere frihed til at vælge selv,« siger Niels Th. Dahl.

Venstres landsmøde i Herning forløber hen over hele weekenden.