Jakob Ellemann-Jensen vil give danskerne et ’frihedsløfte’
Venstres formand giver i sin landsmødetale lørdag et "frihedsløfte" til vælgerne. Socialdemokratiet bliver af Ellemann-Jensen udråbt som partiets hovedfjende, der mener, at Danmark har brug for en ny borgerlig regering med ham i spidsen.
»Danmark har brug for en ny borgerlig-liberal regering, der har som selve sit fundament at give danskerne mere frihed og flere muligheder på tværs af vores samfund. Det vil jeg gerne stille mig i spidsen for som formand for Venstre.«
Det sagde Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen i sin åbningstale til partiets ordinære landsmøde lørdag i Jyske Bank Boxen i Herning, hvor flere end 1.500 partimedlemmer er stimlet sammen til en - et år forsinket - fejring af partiets 150 års jubilæum hen over weekenden.
Formanden lagde i sin åbningstale ud med at fremhæve den bredt politisk vedtagede klimaaftale for landbruget, som alle Folketingets partier på nær Alternativet præsenterede mandag.
»Sidste weekend stod vi med udkast til en rød aftale for vores fødevareerhverv, som vil koste tusindvis og atter tusindvis af arbejdspladser. Jeg er stolt over, at vi fik afværget den katastrofe over to intense døgn,« sagde Jakob Ellemann-Jensen med henvisning til det opråb, som Venstre og Konservative som forhandlingsparter på vegne af de øvrige blå partier kom med lørdag som modsvar på regeringens foreløbige aftaleudkast.
»Det gjorde vi især, fordi de blå partier holdt sammen – også da regeringen prøvede at splitte os. Derfor fik vi afgørende indflydelse på den aftale, sagde Ellemann-Jensen, der sendte en hilsen til sine politiske formandskolleger fra de øvrige partier i blå blok.
I partiformandens tale det særligt i budskabet om mere frihed til danskerne, der fylder. Danmark står midt i en værdikamp, mener Jakob Ellemann-Jensen, der blandt andet langede ud efter regeringens syn på personlig frihed.
»Vi har alle sammen kunnet se dem træffe besynderlige politiske beslutninger, som betyder, at man ikke længere selv kan bestemme, hvilket gymnasium, man skal gå på. Som sætter tommelskruer på friskolerne og fører ideologisk krig mod det private initiativ. Som - når de vil give flere penge til de kommunale daginstitutioner - ikke ønsker at give en ekstra hånd til de mange dagplejemødre, som i årevis har passet børn i eget hjem, fordi det er privat.«
»Vil man Mette Frederiksens ensretning og færre muligheder - eller vil man mere frihed og flere muligheder? Jeg vælger det sidste,« sagde Jakob Ellemann-Jensen, der ved samme anledning gav vælgerne et såkaldt »frihedsløfte«.
»Når jeg bliver statsminister, skal en borgerlig regering måles på, om Danmark bliver et mere frit samfund med flere muligheder for os alle sammen,« sagde Jakob Ellemann-Jensen.
Da emnet faldt på regeringens beslutning sidste efterår om at alle mink skulle aflives, blev det straks kvitteret med klapsalver i Boxen. I Venstre mener man, at ordren, der fra den ene dag til den anden nedlagde et succesfuldt minkerhverv, var uden for lovens grænser, slog Jakob Ellemann-Jensen fast:
»Det er uanstændigt. Det er ikke et retssamfund værdigt. Det er uretfærdigt for dem, der fik frataget deres livsværk. Og jeg kan love jer, at Venstre kommer til at forfølge hvert eneste lille spor af den her skandale,« forsikrede Ellemann-Jensen.