Minister bestilte ikke central rapport om mulig genåbning af minkerhvervet næste år
Fødevareminister Rasmus Prehn lovede midt i september en opdateret risikovurdering, der kunne give minkavlerne en længe efterspurgt afklaring af, om de kan genoptage erhvervet i det nye år, men SSI siger de aldrig har modtaget beskeden.
Nogle af de godt 1.100 danske minkavlere, der sidste efterår måtte slå deres besætninger ned efter nedlukningen af minkerhvervet grundet frygt for mutationer af covid-19, håber på at genoptage deres tidligere erhverv, som med de gældende regler er forbudt frem til den 31. december i år.
Der er endnu ikke et endeligt svar på, om forbuddet forlænges, eller om det igen bliver lovligt at holde mink i 2022. Minkavlerne må væbne sig med tålmodighed, mens fristen for at bestille nye avlsdyr i tide til en eventuel lovliggørelse nærmer sig med hastige skridt.
Minkavlerne skal have »svar hurtigst muligt«. Sådan lød det fra fødevareminister Rasmus Prehn i et interview med P4 Morgen i P4 Nordjylland den 10. september hvor han beklagede, at minkavlere, der gerne vil genoptage erhvervet, efter hans eget udsagn »står i en urimelig situation«.
I interviewet forklarede Rasmus Prehn, at Statens Serum Insitut (SSI) først skal levere en opdateret sundhedsfaglig risikovurdering, før man på politisk plan kan fastlægge rammerne for minkerhvervets nære fremtid i Danmark.
»Vi vil også gerne have gjort det tidligere, men sagen er den, at der både i rød og blå blok er et ønske om at få en opdateret risikovurdering, og det er vi så nødt til at bore ud sammen med SSI, før vi kan foretage os yderligere, sagde Rasmus Prehn i interviewet den 10. september.
Den seneste risikovurdering fra SSI fra 14. juni i år konkluderer, at den generelle vurdering er, at hold af mink i Danmark efter 2021 kan medføre en sundhedsrisiko for mennesker af ukendt størrelse.
»Erfaringerne fra 2020 viste, at mink er meget modtagelige for smitte med covid-19, og man må antage, at mink i 2022 vil være lige så modtagelige over for infektion med covid-19, som de var i 2020«, lyder det i uddybningen i den seneste risikovurdering, som ved udgivelsen blev kritiseret af flere forskere for at tale smittetruslen ved mink unødigt op.
Men ifølge DR har fødevareministeren to uger efter interviewet slet ikke bestilt den nye risikovurdering. Det oplyser SSI til DR nyheder.
Rasmus Prehn har forklaret til DR Nyheder, at han har bedt SSI om at få en mundtlig opdatering af en risikovurdering fra juni »fra det sekund, hvor han fik det første spørgsmål fra politiske partier«.
»Det er det, jeg har foretaget mig, og hvad der er sket i mellemtiden, kan jeg af gode grunde ikke forklare,« siger han til DR om SSI’s melding om, at der altså ikke var blevet bestilt en ny rapport.
Tage Pedersen, der er formand i brancheforeningen Danske Minkavlere er »rent ud sagt rasende« over, at ministeren ikke har grebet til handling.
»Jeg er lamslået over den lemfældige måde, Rasmus Prehn behandler minkavlerne og de politiske partier på. Han og hans ministerium har holdt os alle for nar. Mens tiden løber ud for de ganske få avlere, der håber at kunne starte deres produktion op igen«, udtalte han i en pressemeddelelse fredag.
Danske Minkavleres formand hæfter sig i pressemeddelelsen ved, at der allerede skulle have været en afklaring for minkerhvervets driftsmuligheder i august, hvis minkavlerne skulle have have haft mulighed for at købe nye avlsdyr i udlandet.
»Lige siden er der blevet stillet en opdateret risikovurdering i udsigt. Også overfor Folketinget. Men det passer åbenbart ikke, og det er jeg rent ud sagt rasende over,« siger Tage Pedersen, der mener, at statsministeren igen må gribe til handling over for minkerhvervet.
Danske Minkavlere har over for DR oplyst, at der er tale om cirka 50 minkavlere, der lige nu ønsker at genoptage deres erhverv, men antallet sandsynligvis vil falde, hvis en afgørelse trækker længere ud.
Landbrugsministeriet oplyser til mediet AgriWatch, at folketingets partier tirsdag den 28. september er inviteret til politiske drøftelser om hold af mink fra 2022. Her vil en opdatering af sundhedsmyndighedernes risikovurdering blive fremlagt.
I oktober begynder den kommission, der skal afdække forløbet op til aflivningen af alle mink i Danmark, sine afhøringer. Første afhøring finder sted 7. oktober, og statsminister Mette Frederiksen skal vidne i den såkaldte granskningskommission 9. december.
Foruden Mette Frederiksen skal også en række andre ministre afhøres i sagen. Det er sundhedsminister Magnus Heunicke, justitsminister Nick Hækkerup og finansminister Nicolai Wammen. Også Mogens Jensen er indkaldt.