Rigsretssag mod Støjberg trækker overskrifter i udlandet
Flere udenlandske medier skriver torsdag om indledningen af rigsretssagen mod Inger Støjberg. BBC har historien som tophistorie på deres site.
Rigsretssagen mod tidligere udlændingeminister Inger Støjberg, der indledtes tidligere i dag, torsdag, har stor bevågenhed i udlandet.
Torsdag formiddag ligger historien om rigsretssagens begyndelse på forsiden af BBC under overskriften »Historisk rigsretssag for dansk eks-minister,«
Også The Guardian, Euronews og franske L’Express bringer i dag historier om rigsretssagens begyndelse i Eigtveds Pakhus.
I BBC’s featureartikel bliver blandt andet den omdiskuterede fejring af udlændingestramning nummer 50 bragt op, hvor Inger Støjberg poserer med en kage, og det britiske medie taler om sagen med juraprofessor Jens Elo Rytter, der udtaler til BBC, at Støjbergs politiske karriere står og falder med rigsretssagens udfald.
»Hvis man læser konklusionerne fra instrukskomissionen, som har undersøgt sagen meget, meget grundigt, vil jeg blive mere overrasket over at se en frifindelse frem for en dom,« siger Jens Elo Rytter til BBC.
I BBC’s artikel nævnes også Støjbergs nye hjemmeside om rigsretssagen, hvor brugere kan købe sig adgang til blogindlæg og videoer under retsforløbet.
Inger Støjbergs rigsretssag er den blot sjette i Danmarkshistorien, og den første siden 1995, hvor tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen for Det Konservative Folkeparti blev idømt fire måneders betinget fængsel for brud på ministeransvarsloven.
Rigsretten fandt dengang at det var ulovligt, at han som minister gennemtvang et stop for familiesammenføringer for tamilske flygtninge uden om Folketinget i Tamilsagen.
Inger Støjberg er anklaget for at overtræde ministeransvarsloven ved i februar 2016 at udstede en ulovlig ordre om at adskille asylpar uden undtagelser. Det er ulovligt, fordi parrene havde krav på individuel vurdering. I stedet blev alle skåret over én kam og sendt hver til sit.
Det strider også imod Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, der beskytter retten til et familieliv, i de tilfælde, hvor parrene havde barn.
Der er afsat 36 retsdage til sagen i september, oktober og november, og der forventes at komme en dom inden jul.