Khader-undersøgelse indeholdt ingen konklusion
Advokatundersøgelsen af Naser Khader konkluderer ikke, om han har begået krænkelser eller ej.
Den advokatundersøgelse, som De Konservative har fået foretaget af anklager mod Naser Khader, indeholder ingen konklusion.
Det bekræfter partiet over for Jyllands-Posten.
Undersøgelsen konkluderer altså ikke, om Khader har begået de krænkelser, som kvinderne anklager ham for. Og advokatundersøgelsen konkluderer heller ikke, om han skulle ekskluderes af sit parti eller ej.
Fra nogle medier har man kunnet få det indtryk, at advokatundersøgelsen kom med en egentlig konklusion om Khader, men det er altså ikke tilfældet.
En gennemgang
Den fortrolige rapport, som er udarbejdet af advokatfirmaet Plesner, er i stedet en beskrivelse og gennemgang af udsagn fra syv kvinder og 17 vidner – samt fra Naser Khader selv.
Ud fra dette har den konservative ledelse selv besluttet, at man troede mest på kvinderne, og at Khader skulle ud, selv om han sagde, at han var uskyldig.
Blandt anklagerne mod Khader er også forhold, som i givet fald kan være ulovlige. Men rapporten konkluderer altså ikke, om han har begået det, han beskyldes for.
Nærmest samtidig med, at partiformand Søren Pape onsdag på et pressemøde fortalte om Naser Khaders exit, lagde hovedpersonen en tekst på Facebook:
»Advokatundersøgelsen kommer ikke med nogen konklusioner i hverken den ene eller den anden retning,« skrev Khader blandt andet.
K: Ikke en mulighed
Fraværet af konklusioner bekræftes af De Konservative.
»Der er ingen konklusion, da det ikke er en mulighed med en ekstern advokatundersøgelse. Undersøgelsen har ene og alene skullet undersøge forklaringerne i detaljer,« lyder det i en skriftlig kommentar fra partiet til Jyllands-Posten.
Det er partiet, der drager konklusionen – ikke advokatfirmaet.De Konservative i skriftlig udtalelse til Jyllands-Posten.
Der er dog delkonklusioner, fordi Naser Khader ifølge De Konservative mistænkte, at kvinderne indgik i en form for koordineret angreb eller sammensværgelse mod ham.
Og det fandt advokatfirmaet ifølge partiet ingen beviser på. De Konservative oplyser, at Plesner konstaterer, at kvinderne »kommer vidt forskellige steder fra. Kvinderne har detaljeret berettet om forskellige krænkelser«.
Partiet skriver også, at advokatfirmaet ikke ser tegn på, at »kvinderne er blevet påvirket eller instrueret«, eller at »anklagerne er koordineret«.
De Konservative oplyser, at det er deres forretningsudvalg, ledelse og folketingsgruppe, som har »konkluderet, at Naser Khader ikke længere skal være en del af partiet«. Svaret fortsætter:
»Så det er partiet, der drager konklusionen – ikke advokatfirmaet. Og det står alle bag konklusionen fuldt ud på mål for efter at have læst rapporten.«
Naser Khader er ikke vendt tilbage med en kommentar.