Kofod retter sig selv: Al-Qaeda er selvfølgelig til stede i Afghanistan
Udenrigsministeren påstod, at terrororganisationen er fjernet fra det kriseramte land. Han siger nu, at verden er mere nuanceret.
Det udløste hård kritik af udenrigsminister Jeppe Kofod, da han søndag tonede frem på tv-stationerne for at fortælle danskerne, at krigen i Afghanistan ikke har været forgæves trods det totale kollaps, som er sket i landet efter Talibans magtovertagelse.
For der var lyspunkter midt i kaos, påpegede han.
»Vi har opnået en fjernelse af al-Qaeda i Afghanistan,« forklarede Jeppe Kofod til TV 2 - og gentog pointen i TV Avisen på DR1.
»Al-Qaeda er ikke mere i Afghanistan, der er ikke en trussel fra dem mod os mere, som vi så manifesteret den 11. september for knap 20 år siden.«
Men det er lodret forkert, fastslog en stribe eksperter over for Jyllands-Posten.
»Det er slet og ret løgn at sige, at al-Qaeda ikke er i Afghanistan. De findes, de har været at finde hele tiden, og de er totalt forbundet med Taliban. De er ikke en stor gruppe, men det var de heller ikke, da de stod bag 9/11,« sagde ph.d. og terrorforsker Tore Hamming.
Jeppe Kofod blev foreholdt kritikken under et pressemøde i Statsministeriet onsdag eftermiddag. Her medgav udenrigsministeren, at »verden er mere nuanceret«, end han fik sagt på tv.
»Al-Qaeda er selvfølgelig til stede i Afghanistan og udgør en trussel der. Men det, vi så manifestere sig den 11. september i det forfærdelige terrorangreb mod USA, Pentagon og tårnene i New York, og den trussel, som Danmark løftede et ansvar for at fjerne - Osama bin Laden osv - det var rigtigt og vigtigt. Der er vi ikke i dag. Det betyder ikke, at der er masser af udfordringer. Også med terrortrusler rundt omkring i verden,« svarede han og bad om forståelse:
»Jeg tror, at alle må have forståelse for, at i de her døgn, dage og timer arbejder vi med al kraft. Jeg har også udtalt mig mange gange til medier. Har jeg udtalt mig upræcist, tager jeg ansvaret på mig.«