Hører jeg hjemme i politik? spurgte Sofie Carsten Nielsen sig selv
De Radikales leder brugte taletid under afslutningsdebatten til at tale om arbejdsforhold på Christiansborg og at sige tak til Søren Pape Poulsen for en historie en sen nattestund.
Der er noget galt på Christiansborg.
Det var nogle af de ord, Sofie Carsten Nielsen havde valgt, da hun onsdag eftermiddag havde taletid til Folketingets afslutningsdebat.
Og hvad er det så, der er galt? Ifølge den radikale partileder er det både arbejdsgangene og presset på politikerne, men også de vilkår, de byder sig selv med dyrkelse af »falske modsætninger« og symbolpolitik.
»Hører jeg hjemme i politik? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv flere gange. Faktisk var jeg nået frem til den konklusion, at det gør jeg ikke. Men da mit parti så havde brug for mig, så sagde jeg ja, fordi det er i partierne, man har den ultimative mulighed for at lave om på alt det, man synes skal være anderledes og gøre gode ideer til virkelighed,« lød det blandt andet fra Sofie Carsten Nielsen fra talerstolen.
Generelt skaber politik lige nu ikke de radikale forandringer, der skal til.Sofie Carsten Nielsen
Hun henviste til den stormfulde periode hos De Radikale, hvor Morten Østergaard efter krænkelsessager trådte tilbage, og Sofie Carsten Nielsen trådte til som formand, men straks skulle forholde sig til kritik af, at hun havde kendt til flere af episoderne.
Hun takkede onsdag flere kolleger for deres hjælp i perioden: Pernille Skipper (Ø) for at være trådt væk fra kameralinser for at give hende et kram og Søren Pape Poulsen (K) for under en sen nats forhandlinger at fortælle hende historier fra dengang, han selv havde det ganske svært som nyvalgt partileder.
»Men både I og jeg ved, at politik er hårdt. Til tider næsten umenneskeligt. Både for os, som udøver det, men også alle dem, der er tæt på os. Jeg siger det ikke for at klynke. Vi politikere er privilegerede på flere områder - nogle mener på for mange. Men jeg siger det fordi, vi har problemer, og fordi flere siger det samme: Der er noget galt på Christiansborg,« sagde Carsten Nielsen og fortsatte:
»Alene siden folketingsvalget i 2019 har 10 folketingspolitikere været sygemeldt grundet arbejdet. Stress er et samfundsproblem, og det rammer også her. Jeg bliver bekymret, når jeg ser dygtige Alex Vanopslagh (LA) tage både sit partis overlevelse og en stresssygdom på skuldrene, og når jeg ser initiativrige Tommy Ahlers (V) drukne i endeløse spinprocesser - der tænker jeg, at vi har brug for folk som dig, men orker du at blive?«
Fra den radikale leders ståsted at se, kan en del af problemerne forklares med problemer i det politiske arbejde i Folketinget. Der er for mange ord, der ingen vegne hen fører. Selv synes hun, at der kun kan være meget få eksempler at finde på, hvordan man i Folketinget indenfor det seneste år helt konkret har gjort Danmark et markant bedre sted at leve.
»Politik er på nogle stræk i stykker. Det handler ikke kun om et hårdt arbejdsmiljø, eller at symbolpolitik for længe har fortrængt løsninger,« sagde Sofie Carsten Nielsen, som senere kom hen en nedslående konklusion:
»Generelt skaber politik lige nu ikke de radikale forandringer, der skal til.«
Første reaktion fra salen på den radikale leders tale, var fra Venstres Jakob Ellemann-Jensen, der til tider selv har været igennem hårde tider som debuterende partiformand.
»Tak for en modig tale. Jeg synes, det var en god tale. Jeg er meget enig i mange af de ting, der bliver nævnt. Jeg kan også genkende følelsen af at spørge mig selv: Er det nu det rigtige? Og der vil jeg citere en radikal, salig Niels Helveg Petersen: »Politik er for vigtigt til at overlade til andre.« Og når man kan sige det til sig selv i spejlet, så er det det rigtige, man laver. Hvis man ikke kan det, så er man ikke det rigtige sted.«