Fortsæt til indhold
Politik

Pres på regeringen for at sende alle grundskole-elever tilbage i skole hver dag

Alle elever fra 5.-8. klasse skal igen have lov at gå i skole hver dag, foreslår Radikale Venstre. Venstre og Konservative bakker op. Professor er skeptisk.

Det er på tide at lade eleverne i landets 5.- 8. klasser vende tilbage til skolen på fuld tid, mener Radikale Venstre, Venstre og Konservative.

Udmeldingen kommer efter, at det er kommet frem, hvordan elever flere steder i landet ikke har fået del i den seneste genåbning, men er fortsat med fjernundervisning hver anden uge i stedet for den udendørs undervisning, som blev lagt op til i den politiske aftale.

Det får Lotte Rod, undervisningsordfører hos Radikale Venstre, til at presse på for en fuld genåbning for landets 5.-8. klasser, hvor den enkelte skole selv beslutter, i hvor høj grad det giver mening at undervise udenfor.

»Vi vil gerne have samme regler som sidste forår, hvor eleverne fik lov at komme tilbage hver dag. Det er selvfølgelig med en anbefaling af, at det er godt at være ude i det omfang, det kan lade sig gøre, men friheden skal ligge hos skolerne,« siger hun.

Lotte Rod peger på aftalen om lokale nedlukninger som et redskab til at sikre, at en sådan genåbning ikke bringer smitten ud af kontrol.

»Det betyder, at man som kommune er forpligtet til at reagere, hvis der er meget smitte i en klasse eller på en skole. Derfor mener jeg, at vi har mekanismen til at holde styr på det, uden at der behøver at være så firkantede retningslinjer. Og jeg kan godt forstå, at skolelederne og lærerne er ved at være færdige over at få nye retningslinjer hele tiden. Så vores ønske, når vi nu skal mødes i næste runde før genåbningen, så skal alle elever have lov at komme tilbage hele tiden,« siger Lotte Rod.

Venstre vil tage De Radikale på ordet og i dag i Folketingets epidemiudvalg stille forslag om at ophæve kravet om, at 5. – 8. klasserne skal undervises underdørs hver anden uge.

»Vi er helt enige, så nu må vi se, om De Radikale har bag nok i bukserne til at stemme for det. Jeg er så træt af luftige forslag fra De Radikale og SF, som de så ikke har mod nok til at stille eller stemme for, når det kommer til stykket,« siger sundhedsordfører og medlem af epidemiudvalget, Martin Geertsen.

Forslaget fra Venstre går på, at regeringen pålægges med omgående virkning at åbne fuldt og helt op for alle skoler og ungdomsuddannelser.

»Det skal ske ud fra de samme betragtninger, som De Radikale jo også anfører. Vi hører jo fra skolerne, at udendørs undervisning hver anden uge ikke giver meget mening, og at mange derfor fortsætter med fjernundervisning. De børn skal tilbage i skole nu,« siger Martin Geertsen.

Han er overbevist om, at skolerne sagtens selv kan håndtere afstandskrav og andet, så fuldt fremmøde for alle elever kan foregå sundhedsmæssigt forsvarligt.

Hos De Konservative ser man også gerne, at der bliver sat gang i en fuld genåbning for eleverne i folkeskolerne, fortæller partiets undervisningsordfører, Mai Mercado.

»Vi går mod bedre tider, antallet af indlagte er ikke så højt, som vi forventede, og antallet af smittede er relativt stabilt. Så jeg har meget svært ved at se det gode argument for, at man ikke bare skal have alle eleverne tilbage i klassen,« siger Mai Mercado, der også gerne så, at det foregik efter samme model fra forrige forår.

Ordføreren peger også på, at omstillingstrætheden for alvor er ved at slå igennem blandt lærere og elever, der er ved at være »slidte«.

»De skal hele tiden omlægge deres undervisning fra ude, til inde og til virtuel undervisning. Det veksler meget, og det giver bare meget frustration og afmagt. Så jeg synes bestemt, at vi skal sørge for, at eleverne kan komme helt tilbage i klassen,« siger Mai Mercado.

Ifølge professor på KU, Jan Pravsgaard Christensen, er det rent smittemæssig ikke en hensigtsmæssig model. Hvis man giver skolerne mulighed for lave undervisningen indendørs i stedet for udendørs, hvis de fysiske rammer eller logistikken er vanskelig at få til at gå op, vil det i praksis betyde, at eleverne i langt højere grad end forudsat i beregningerne kommer til at være inde på skolerne. Og det vil betyde mere smitte.

»Det er heller ikke hensigtsmæssigt at sige, at hvis smitten så spreder sig som følge af dette, kan vi bare løse det ved at lave lokale nedlukninger af skolerne. Målet må jo være at undgå, at folk bliver smittet, og vi skal løse det ved at forhindre smitte. Hvis skoleeleverne bliver smittet på skolen, spreder smitten sig jo også hurtigt til familie, pårørende og venner,« siger Jan Pravsgaard Christensen. Han medgiver, at det for mange især byskoler er vanskeligt at håndtere udeundervisning for de mange klasser, når udearealerne er så begrænsede.

»Men vi bør ikke af den grund sende dem ind i klasselokalerne i stedet, for det er indendørs, at smitten for alvor spredes,« lyder det.