De Konservative vil anerkende flere omstridte trossamfund
Trossamfund som Grimhøjmoskéen og Fredens Moské bør anerkendes som trossamfund, mener De Konservative. Det er kontroversielt, mener Enhedslisten.
Langt flere ikke-anerkendte trossamfund skal anerkendes.
Det mener De Konservative, som vil forpligte regeringen til inden årets udgang at fremsætte et lovforslag, der sikrer anerkendelse af flere trossamfund.
»Det er et generelt problem her i Danmark, at de problematiske moskéer ikke bliver anerkendt. Her kan nævnes Grimhøjmoskéen og Fredens Moské,« står der i et beslutningsforslag, som partiet fremsatte tidligere på måneden.
Forslaget skal ifølge De Konservative sikre, at regeringen »får redskaber til at sikre en hurtigere og mere effektiv kontrol med yderliggående og ekstremistiske trossamfund«.
Med en anerkendelse følger også en række rettigheder og økonomiske fordele, og det får flere partier til at stille sig skeptisk.
»Det vil være ret kontroversielt at anerkende og give skattefrihed til et trossamfund, der kører på kanten af loven,« siger Christian Juhl, kirkeordfører for Enhedslisten.
Dansk Folkeparti »ønsker kontrol, men ønsker ikke at give moskéerne privilegier«, siger næstformand Morten Messerschmidt.
For at et trossamfund i dag kan blive anerkendt, kræves mindst 50 myndige medlemmer, et revideret årsregnskab m.v.
Også Venstres kirkeordfører, Louise Schack Elholm, ønsker »mere kontrol med de yderligtgående trossamfund«, men »løsningen er ikke at lempe på kravene for at få dem til at blive anerkendt«.
De Radikale tager åbent imod forslaget:
»Jeg har ikke principielt noget imod flere anerkendte trossamfund i Danmark. Hvis nogen ønsker at få reglerne ændret for, hvornår man kan blive anerkendt, må vi se på det,« siger kirkeordfører Marianne Jelved.
Den nu pensionerede imam i Fredens Moské Radwan Mansour er begejstret over De Konservatives forslag.
»Det er noget, vi har ønsket i lang tid. Vi siger tak. Så vil de vielser, vi laver, blive legaliseret, og vi vil kunne få imamer udefra til at komme som gæster. Der er mange fordele i at blive godkendt,« siger han og oplyser, at moskéen i en årrække har ønsket at blive anerkendt, men »meldingen er, at vi ikke følger kravene«.
Kirkeminister Joy Mogensen ønsker ikke at udtale sig.