Fortsæt til indhold
Politik

Støttepartier er betænkelige ved Mette Frederiksens vaccineflirt med Israel

Torsdag rejser Mette Frederiksen til Israel med sin østrigske kollega i håbet om at få stablet et godt vaccinesamarbejde på benene mellem de tre lande. Men Mette Frederiksen bør også stille sig kritisk overfor Israels håndtering af vaccineudrulningen på Vestbredden, mener støttepartier.

I denne uge drager statsminister Mette Frederiksen sammen med den østrigske forbundskansler, Sebastian Kurz, til Israel.

Forud for rejsen har statsministeren tilbudt den israelske premierminister Benjamin Netanyahu at købe landets overskydende vaccine.

»Alle lande, der har vacciner, som ikke kan bruge deres vacciner, enten fordi de ikke når at rulle, i takt med at vi gør, eller af andre årsager, der køber vi dem gerne,« sagde Mette Frederiksen mandag til Ritzau.

Men det tilbud skærer i øjnene hos regeringens støtteparti Enhedslisten.

Pernille Skipper, forhenværende politisk ordfører for Enhedslisten, afviser, at partiet vil støtte køb af vacciner fra Israel så længe landets befolkning ikke er vaccineret:

»Israels regering har endnu ikke tilbudt vacciner til palæstinenserne på de besatte territorier. Mette F. burde have ét eneste budskab til Netanyahu: vaccine-apartheid er uacceptabelt, og Israels regering skal leve op til deres ansvar, før de sender vacciner ud af landet,« skriver hun på Twitter.

Hun bakkes op af flere partikammerater.

Til Politiken siger både SF’s Karsten Hønge og De Radikales Martin Lidegaard, at Mette Frederiksen skal rejse sagen om vaccinationer af den palæstinensiske befolkning på Vestbredden og i Gaza under besøget i Israel.

»Hun skal ikke anlægge en eller anden ydmyg tilgang til Israel. Det er helt indlysende, at Mette Frederiksen er nødt til at snakke med Netanyahu om, at han på en og samme tid – igen – diskriminerer palæstinenserne og i øvrigt bare har skuldertræk tilovers for internationale konventioner. Det bliver hun nødt til at tage op, for det her er altså ikke kun en solstrålehistorie,« siger Karsten Hønge til Politiken.

Formålet med statsministerens rejse til Israel sammen med den østrigske forbundskansler er at drøfte et tættere samarbejde med de to lande omkring vacciner.

»Israel er det land i verden, som er absolut længst fremme i kampen mod covid-19, når det handler om at udrulle vacciner. Israel er også interessant, når det gælder udvikling af vacciner og behandlingsmetoder,« udtaler Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.

Israel har både nydt international opmærksomhed for dets succesfulde udrulning af vaccinerne til israelerne, og omvendt fået kritik international kritik for ikke at dele landets vacciner med palæstinenserne.

Både embedsmænd fra FN og flere menneskerettighedsgrupper har udtrykt bekymring for forskellen i antal vaccinedoser tildelt israelere og palæstinensere, og Netanyahu var genstand for kritik fra den amerikanske senator Bernie Sanders, da premierministeren i sidste uge annoncerede, at han havde delt små mængder overskydende vacciner med allierede.

»Det er skandaløst, at Netanyahu vil bruge overskydende vacciner til at belønne sine udenlandske allierede, mens så mange palæstinensere i de besatte områder stadig venter,« sagde senatoren ifølge nyhedsbureauet AP.

Netanyahus plan om at dele vaccinedoser med allierede er dog blevet fastfrosset, da bl.a. forsvarsminister Benny Gantz bad om at få forsendelserne standset for at få planen afprøvet juridisk.

Israel har afvist at have forhindret palæstinenserne i at blive vaccineret. Søndag godkendte den israelske regering, ifølge AP, en plan om at vaccinere titusinder af palæstinensere, der arbejder i Israel og i bosættelserne på Vestbredden.

Ifølge BBC skulle det palæstinensiske sundhedsministerium have lavet aftaler med fire vaccineselskaber om doser nok til at kunne vaccinere 70 pct. af befolkningen på Vestbredden.

10.000 Sputnik-vacciner er ankommet, Israel har lovet 5.000, hvoraf 2.000 doser er leveret. Palæstina forventer ydermere, at 20 pct. skal vaccineres med doser fra det internationale Covax-samarbejde, der har til formål at sikre vacciner til verdens fattigste landet. Det er støttet af WHO.