Radikale deler SF’s ønske: »Hvis det er forsvarligt, skal der selvfølgelig åbnes«
Det ligger allerede i kortene, at 1. marts er datoen for en eventuel ny fase af genåbning, lyder det fra De Radikale, mens Enhedslisten advarer mod at give falsk håb.
Presset på regeringen for snart at præsentere et bud på næste fase af genåbningen af samfundet vokser dag for dag.
Ikke mindst politisk, hvor et flertal i Folketinget nu ønsker en større genåbning om halvanden uge.
SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, satte onsdag datoen 1. marts som pejlemærke for, hvornår partiet ønsker at genåbne 5.-9. klasse i skolerne, højskoler og efterskoler samt mindre butikker og liberale erhverv såsom frisører.
Også De Radikale håber at kunne åbne mere af samfundet 1. marts. Men det afhænger fuldstændig i af de beregninger, som Statens Serum Institut i øjeblikket er ved at lave over, hvad forskellige åbningsmodeller vil betyde for smitten, understreger partiets sundhedsordfører, Stinus Lindgreen.
»Jeg håber da, det er muligt at åbne mere fra 1. marts. Så snart det er muligt, skal vi selvfølgelig åbne op på en sundhedsfaglig forsvarlig måde,« siger han og tilføjer, at datoen 1. marts allerede er pejlemærket:
»Det ligger allerede i kortene, at 1. marts er den dato, vi skal tage stilling til. Det er oplagt, fordi restriktionerne står til at udløbe den 28. februar. Der er fuldstændig enighed om, at hvis det er forsvarligt, skal der selvfølgelig åbnes,« siger ordføreren.
Noget af det farligste, vi kan gøre, er at give folk et håb, som vi ender med ikke at kunne indfri.Mai Villadsen, politisk ordfører (EL)
Når tiden kommer, ønsker De Radikale at prioritere de store elever, detailhandlen og udendørs sociale aktiviteter. Dog ikke nødvendigvis på én gang, med mindre SSI-beregningerne tillader det.
Stinus Lindgreen begrunder forsigtigheden med en bekymring for den britiske virusvariant B.1.1.7. Den særligt smitsomme mutation udgør en stadig stigende del af smitten i Danmark.
»Bekymringen er ikke, hvad der sker om to uger, men om to måneder. Det er først senere – når B.1.1.7 virkelig kommer til at dominere – at smitten vil slå igennem, hvis vi ikke gør noget,« siger han.
Heunicke vil afvente eksperterne
Tidligere onsdag udtalte regeringen sig om partiernes genåbningsønsker.
I Radioavisen på DR sagde sundhedsminister Magnus Heunicke, at han også håber på en yderligere genåbning 1. marts, men det afhænger af eksperternes beregninger.
»De sidder og regner på det, for de er nødt til at afvente effekten af genåbningen for 0. til 4. klasserne, før de kan sige, hvad der er plads til i næste etape.«
Der kan blive tale om både lokale, regionale og landsdækkende genåbninger, lød det.
»Jeg håber lige som alle andre, at der bliver plads til en yderligere genåbning den 1. marts,« sagde Heunicke.
Enhedslisten frygter falsk håb
Regeringens tredje støtteparti, Enhedslisten, er mest skeptisk. Trods faldende smittetal og indlæggelser er det for tidligt at stille danskerne en konkret dato for genåbning i udsigt. Man risikerer nemlig at give falsk håb, lyder det fra Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen.
»Vi har allesammen lyst til at genåbne, så snart det er forsvarligt, men i Enhedslisten mener vi simpelthen, at det er for tidligt at sætte en dato på så stor en genåbning, som SF foreslår,« siger Villadsen.
Hun peger ligesom Stinus Lindgreen på, at den britiske mutation B.1.1.7 er i vækst i Danmark. Derfor skal en genåbning ske i små trin, mener hun.
»Hvis vi både åbner regionalt, for små erhvervsdrivende og hele skoleområdet på én gang, er jeg bange for, at vi får en genopblussen af pandemien – særligt på grund af den britiske variant. Og så risikerer vi en tredje stor nedlukning – hvilket er det sidste, vi ønsker.«
Men er der ikke et behov for at give befolkningen noget håb forude? Noget at se frem til i forhold til dato for en genåbning?
»Jeg forstår virkelig godt frustrationen. Både i forhold til trivsel og ensomhed hos folk, og selvfølgelig også i forhold til økonomien og erhvervslivet. Men jeg tror, at noget af det farligste, vi kan gøre, er at give folk et håb, som vi ender med ikke at kunne indfri,« siger Mai Villadsen.
Enhedslisten diskuterer dog gerne, hvad der skal åbnes, når tiden kommer. Her vil EL ligesom SF i første omgang prioritere så mange børn og unge som muligt. Først og fremmest afgangseleverne og øvrige grundskoleklasser og derefter efterskoler og højskoler.
Omfanget afhænger af sundhedsmyndighedernes beregninger for smittetrykket.