Skal børn testes for at genåbne skolerne? SF siger nej
0.-4.-klasser er tilbage i skole, og snart kan resten af børnene følge efter - men skal de leve op til resten af samfundets testmål?
I weekenden præsenterede Mette Frederiksen regeringens nyeste tanker om håndteringen af coronapandemien. En af hendes pointer var, at danskerne skal vænne sig til endnu flere tests.
Statsministeren siger nu, at vi skal til at testes 1-2 gange om ugen - det vil være et vilkår for at kunne åbne samfundet og holde det åbent.
Statsministerens nye plan er lagt frem godt en uge efter, at der blev taget hul på en genåbning af samfundet ved at sende 0.-4. klasser tilbage i skole. Samtidig bliver de resterende skoleklasser nævnt som et af de næste steder af skride hurtigt ind med yderligere genåbning.
Men skal børnene så også leve op til det nye testkrav?
Nej, lyder svaret fra regeringens støtteparti SF. Og slet ikke i regi af selve skolen, bliver det uddybet.
»SF kommer ikke til at acceptere, at man skal teste børn i skolen. Nu slår jeg det fast, da mange spørger om det. Vi mener ikke, at børn skal testes af staten for at modtage deres undervisning, eller at det er personalets opgave at teste. Eller at det kan fungere i praksis,« skriver partiets børne- og undervisningsordfører Jacob Mark på Twitter.
I Østrig har man ellers netop genåbnet skolerne helt med det modkrav, at eleverne to gange om ugen skal fremvise en negativ lyntest.
Da DR i den forgangne uge kiggede nærmere på den østrigske tilgang, var det med en positiv vurdering af den tilgang fra professor og virolog på Aarhus Universitet Søren Riis Paludan:
»Jeg mener bestemt, man meget grundigt skal undersøge mulighederne for også at åbne skolerne herhjemme, når de nuværende restriktioner udløber den 28. februar. Det kunne være med krav om, at eleverne skal fremvise en negativ coronatest. Det kræver dog, at vi har en testkapacitet, der kan klare det.«
I retningslinjerne for det nyeste udbud af lyntest her i Danmark, er det indført, at børn under 12 år ikke må lyntestes.
Retningslinjerne for pcr-test, altså test via halsen, er anderledes. Her lyder det, at børn mellem 2-14 år kan testes, men skal være i følgeskab med en forælder. Test af børn under 2 år kræver en lægehenvisning.